Frederik Andersen hyldes efter pletfri præstation i NHL
Den danske målvogter parerede samtlige skudforsøg for Hurricanes, der vandt 4-0 over Montreal Canadiens.
Ishockeymålmand Frederik Andersen holdt for fjerde gang i denne NHL-sæson buret rent, da Carolina Hurricanes natten til fredag dansk tid vandt 4-0 over Montreal Canadiens.
Den danske målmand parerede 32 skud for topholdet, og Frederik Andersen bliver af NHL udpeget som en af kampens tre mest iøjnefaldende spillere.
Med sejren fastholder Carolina Hurricanes placeringen som nummer to i Eastern Conference. Holdet har 98 point efter 68 af grundspillets kampe.
Florida Panthers på førstepladsen har samme antal point, men for en kamp mindre.
Nikolaj Ehlers, der har scoret mål på stribe de seneste runder, gjorde sig igen bemærket med både et mål og en assist for Winnipeg Jets mod Toronto Maple Leafs.
Winnipeg tabte dog opgøret 3-7. Holdet lagde stærkt ud med to scoringer inden for de første otte minutter af første periode.
Toronto fik udlignet kort inde i anden periode, før Ehlers scorede til 3-2. Men 23 sekunder senere lå pucken igen i Winnipegs mål, og Toronto scorede yderligere fire gange.
Oliver Bjorkstrand og Columbus Blue Jackets tabte 2-5 til New York Islanders.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.