Frederik var fodboldangriber: Nu skal han være topmålmand i helt anden sportsgren

Han droppede sporten i tre år for at dyrke anden sportsgren, men lysten vendte tilbage, og nu starter en karriere som udlandsprofessionel 

Frederik Torp har vist sine talenter frem i flere sportsgrene, nu har svensk håndboldklub hentet ham til nabolandet.  <i>Foto: Bo Lehm</i>

Frederik Torp har vist sine talenter frem i flere sportsgrene, nu har svensk håndboldklub hentet ham til nabolandet.  Foto: Bo Lehm

HÅNDBOLD:Talentet har altid været der, men der skulle ny inspiration og en helt anden sportsgren til ind imellem, men så lykkedes det også for Frederik Torp at lande en professionel kontrakt i udlandet. 

Det har de seneste par år ikke ligget i kortene, at Frederik i løbet af sommeren skal til den svenske klub Onnered for at spille i den bedste svenske håndboldrække. 

- Da jeg var 23, og havde spillet håndbold i både Randers og Frederikshavn, mistede jeg lidt lysten til at spille, og så begyndte jeg på fodbold igen. Det gjorde jeg i tre år, før jeg stoppede sidste sommer, lyder det fra den nu 27-årige Frederik Torp. 

Fra barnsben dyrkede han både fodbold og håndbold, men da han blev 16 år gammel var han nødt til at stoppe til fodbold, da han startede i AaB Håndbold.

Han var et stort målmandstalent og efter tiden i Aalborg, drog han videre til Randers HH, hvor han landede en kontrakt med holdet, der huserede i den næstbedste håndboldrække på daværende tidspunkt. 

Håndboldskoene har altid været der, men de har måske ikke altid været de foretrukne for håndboldmålmanden Frederik Torp.  <i>Foto: Bo Lehm</i>

Håndboldskoene har altid været der, men de har måske ikke altid været de foretrukne for håndboldmålmanden Frederik Torp.  Foto: Bo Lehm

Senere kom han til Frederikshavn, men håndboldlysten varede dog ikke ved, hvorfor han i 2018 valgte at finde fodboldstøvlerne frem igen for klubben Dronninglund IF, som samtidig er den by, han er opvokset i.

På fodboldbanen viste han helt andre kvaliteter frem end de målmandsegenskaber, han har i håndbold, for på græsplænen brillerede han i angrebet for serie 2-mandskabet, der med hans mange mål også spillede sig i serie 1 - det fik andre klubber til at sende snøren ud efter ham. 

- De ringede egentlig bare til mig for at høre, om jeg havde lyst til at spille deroppe, og jeg ville gerne prøve mig af på et lidt højere niveau, siger Frederik Torp om dengang Frederikshavn kontaktede ham for at høre, om han denne gang ville spille på deres bedste fodboldhold i byen.

Han tog pænt imod tilbuddet fra Jyllandsserieklubben, og så var der altså banet en helt anden vej end den tidligere vej som håndboldmålmand. Den helt store succes udeblev dog i Frederikshavn. 

- Halvandet år var jeg der, og det var en fin tid, men jeg havde svært ved at bide mig helt fast deroppe, og det var nok også derfor, at jeg begyndte på håndbold igen - ligesom lysten til håndbold kom igen, fortæller Frederik Torp om fodboldtiden i Frederikshavn.

Fodbolden sluttede i Frederikshavn i sommeren 2021, men Frederik var ikke færdig med at være sportsmand i byen, for kort efter var han håndboldmålmand for 1. divisionsklubben Elitesport Vendsyssel.

Hurtig vej til Sverige

Nu skriver vi sommeren 2022, altså et år efter tilbagekomsten til håndboldtjansen for Frederik Torp, og selvom det kollektivt blev en skuffende sæson for Elitesport Vendsyssel, der rykkede ned i 2. division, har målmanden scoret sig en kontrakt i den bedste svenske liga - og det overrasker hovedpersonen lidt.

- I forhold til, at jeg ikke havde spillet håndbold i tre år, gik det godt, lyder det fra målmanden om året i Elitesport Vendsyssel.

- Det er ikke fordi, at jeg synes, at det gik helt vildt prangende. Jeg delte også tiden med den anden målmand, så jeg var da lidt overrasket over at få et tilbud fra en klub på det niveau, lyder det med notorisk ydmyghed. 

Tasken pakkes nu for at tage chancen som håndboldspiller på den anden side af Öresund.  <i>Foto: Bo Lehm</i>

Tasken pakkes nu for at tage chancen som håndboldspiller på den anden side af Öresund.  Foto: Bo Lehm

Kontakten med den svenske klub Onnered kom gennem en tidligere holdkammerat, der nu agerer som agent, og som har et godt samarbejde med klubben. Fra den første henvendelse gik det utrolig stærkt. 

- Der gik ikke mere end en uge eller to, før det hele var på plads, siger Frederik Torp, der har besøgt klubben, han starter i, når kalenderen rammer juli. 

- Jeg glæder mig sindssygt meget til det. Det er noget af et step op for mig rent sportsligt og også bare det at komme til udlandet, selvom det ikke er så langt væk, er det stadig et nyt land. Det glæder jeg mig til, samtidig med at prøve mig selv af på et nyt niveau, og så kan jeg forhåbentlig udvikle mig så meget som muligt.

Frederik Torp fortæller samtidig, at han har brug for at prøve noget nyt, men at det jo heller ikke tager mere end tre timer at komme til Danmark, hvis savn til venner eller familie lige pludselig opstår. 

Den nu Aalborg-baserede nordjyde skal snart finde sig tilrette i ny kultur og andre omgivelser.  <i>Foto: Bo Lehm</i>

Den nu Aalborg-baserede nordjyde skal snart finde sig tilrette i ny kultur og andre omgivelser.  Foto: Bo Lehm

Hvor langt rækker talentet?

Onnered blev i den forgangne sæson nummer 11 i Sveriges bedste række, der desuden tæller 15 hold, og det er førhen set, at mere eller mindre ukendte danske målmænd lyser op i udlandet og lige pludselig skaber sig en stor karriere - kan Frederik Torp fra Dronninglund gøre det samme?

- Jeg vil gerne spille i de bedste rækker i de forskellige lande, så det er selvfølgelig målet, lyder det fra håndboldspilleren, der samtidig med karrieren i Sverige skal færdiggøre det sidste år af sin kandidat i Idræt på Aalborg Universitet. 

- Mit fokus er på at udvikle mig så meget, jeg kan. Det er noget mere professionelt deroppe, end hvad jeg har vant til. Der er en målmandstræner, der er rimeligt god, og som har stået i Flensburg - jeg håber bare på at se, hvor det hele kan bære mig hen. 

Frederik Torps blå bog

Navn: Frederik Torp

Alder: 27 (9. maj 1995)

Beskæftigelse: Håndboldspiller

Position: Målmand

Klub: Onnered (kontrakt til sommeren 2024)

Tidligere håndboldklubber: Dronninglund, Hjallerup, AaB, Frederikshavn, Randers HH, Elitesport Vendsyssel

Tidligere fodboldklubber: Dronninglund, Frederikshavn

Uddannelse: Studerer kandidat i Idræt

Oprindelse: Dronninglund

Da målmanden var oppe at inspicere klubben opdagede han hurtigt, at det var langt mere professionelle vilkår, end han har været vant til. 

- Jeg snakkede med både træner og målmandstræner, det er mere professionelt, og det virkede lovende, selvom det var svært at vurdere niveauet på holdet - også i forhold til de andre klubber i ligaen.

På nuværende tidspunkt er det formentlig det helt rigtige skifte for Frederik Torp for at tage karrieren videre, og der var måske heller ikke andre muligheder på samme hylde for målmanden. 

- Umiddelbart var der ikke den store interesse andre steder fra, slutter han. 

Kontrakten med Onnered strækker sig over to år, og det bliver spændende at se, hvad næste destination bliver for Frederik Torp - og om det bliver som håndboldmålmand.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.