Se målene: Frederikshavn fik en på lampen - Aalborg gik kolde til egen forfest
Hverken Frederikshavn White Hawks eller Aalborg Pirates formåede at vinde generalprøven inden de to nordjyske nytårsbrag
Opdateret 28. december 2023 kl. 08:09
Esbjerg Energys 6-3-sejr i Frederikshavn vil først og fremmest blive husket for en smadret lampe mere end selve spillet på isen.
Under opvarmningen ramte en vildfaren puck fra en Esbjerg-spiller et lysstofrør, og i første omgang, troede man, at kampen kunne afvikles, når isen var ryddet for splintret glas.
Der blev imidlertid ved med at falde splinter ned fra loftet, og så måtte man ganske enkelt fjerne den ødelagte lyskilde. Det lader sig ikke bare sådan gøre, når man snakker om en tagkonstruktion i en skøjtehal.
Der blev rekvireret en kran, men den havde også sine udfordringer med at sende to mand så tilpas højt op, at de kunne gøre noget ved det ødelagte lysstofrør.
Det afstedkom det meste af en times pause. Meldingen var, at hvis man ikke var i stand til at fjerne resterne af lysstofrører, så måtte kampen aflyses. Så galt gik det heldigvis ikke. Et par heroisk kæmpende halmedarbejdere fik bugt med lysstofrøret, og så kunne tilskuerne ellers indfinde sig på tribunerne igen.
I den ufrivillige pause var der happy hour i baren. Måske havde White Hawks-spillerne også benyttet sig af den mulighed, for de så noget omtågede ud, da spillet blev genoptaget.
Da første periode langt om længe var overstået, stod der 3-0 til gæsterne fra Esbjerg, der gjorde det til 3-0 blot otte sekunder inden pausen.
Helt galt gik det for White Hawks i anden periode, da Esbjerg på under tre minutter legede sig igennem til 4-0 og 5-0-scoringer.
White Hawks fik lidt oprejsning, da Emil Aronsson og Gorm Topholt begge fik reduceret inden den anden pause.
Tredje periode tændte mere til, og det afstedkom flere udvisninger, men blot en scoring til hvert hold. Daniel Baastrup fik lov til at lukke og slukke med en reducering til 3-6 10 sekunder før tid.
Det gik marginalt bedre for Aalborg Pirates, der måtte se sig besejret med 4-3 efter overtid hjemme mod Sønderjyske.
Generelt var det en meget ujævn præstation af hjemmeholdet, som tydeligvis stadig kæmper med spillet trods en øjeblikkelig andenplads. Backbesætningen er fortsat under pres. I onsdagens kamp var der ingen Nikolaj Carstensen og Paul DeNaples. Det pressede Aalborg-backerne, hvor flere heller ikke just imponerede.
Alt det var dog glemt, da Matt Salhany kort før tid udlignede til 3-3. Overtiden blev dog en nytårsfuser for Aalborg, da William Pelletier blev matchvinder med sin 4-3-scoring for Sønderjyske.
Fredag er der dømt nytårsbrag med mere end 5000 tilskuere på tribunerne i Sparekassen Danmark Isarena i Aalborg, og dagen efter ser der også ud til at blive godt fyldt op i Frederikshavn, når Nordjyske Bank Arena er ramme for andendagsgildet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.