Fremad Amager holder fast i anfører med permanent aftale

Pierre Kanstrup var på leje i Fremad Amager fra Sønderjyske og bliver hængende på en permanent aftale.

Pierre Kanstrup kom til Sønderjyske fra norske Vålerenga i januar 2020, men skifter nu permanent til Fremad Amager. (Arkivfoto) <i>Claus Fisker/Ritzau Scanpix</i>

Pierre Kanstrup kom til Sønderjyske fra norske Vålerenga i januar 2020, men skifter nu permanent til Fremad Amager. (Arkivfoto) Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Pierre Kanstrup og Fremad Amager har været så glade for det midlertidige samarbejde i den forgangne sæson, at parterne har valgt at gøre forsvarsspillerens aftale med 1.-divisionsklubben permanent.

Fremad Amager oplyser på sin hjemmeside, at Kanstrup, som har været udlejet fra Sønderjyske siden sidste sommer, har sat sin underskrift på en aftale, der løber frem til sommeren 2024.

Selv om han altså spillede på en lejeaftale, blev Kanstrup undervejs i den forgangne sæson udråbt som anfører for Fremad Amager, der har haft det svært både på og udenfor banen.

Klubben endte således med at skulle kæmpe for at undgå nedrykning fra 1. division. I slutningen af februar kom det ligeledes frem, at Fremad Amager kæmpede gevaldigt med økonomien og var konkurstruet.

Det resulterede i, at ejerkredsen bag energiselskabet Velkommen A/S overtog ejerskabet i fodboldklubben.

Indenfor kridtstregerne lykkedes Fremad Amager også med at undgå den helt store nedtur ved at ende lige over nedrykningspladserne.

- For os har Pierre løst det, vi ønskede med hans skifte til vores klub. Han er en stærk leder, går forrest og har rigtig meget indflydelse på hverdagen i omklædningsrummet, siger sportschef Jacob "Gaxe" Gregersen på klubbens hjemmeside.

- Klubben har lidt under en del kaos, og Pierre har været fantastisk til at styre truppen i den rigtige retning og ikke miste modet – præcis som en leder skal i svære perioder.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.