French Opens direktør: Herretennis er mere attraktivt

Kvinderne halter i øjeblikket efter herrerne, mener den tidligere verdensetter Amelie Mauresmo.

Amelie Mauresmo er direktør for French Open. Hun er selv tidligere topspiller, men synes ikke, at kvinderne spiller lige så underholdende kampe som mændene for tiden. <i>Michel Euler/Ritzau Scanpix</i>

Amelie Mauresmo er direktør for French Open. Hun er selv tidligere topspiller, men synes ikke, at kvinderne spiller lige så underholdende kampe som mændene for tiden. Michel Euler/Ritzau Scanpix

Rafael Nadal og Novak Djokovic leverede tirsdag aften et brag af en tenniskamp, og onsdag er der en nordisk duel mellem danske Holger Rune og norske Casper Ruud på menuen i French Open.

Til gengæld skal man skal kigge langt efter kvinderne i aftenkampene.

Kun en enkelt af dette års ti aftenkampe i den prestigefyldte tennisturnering har været mellem kvinder. Årsagen er, at herrerne er mere underholdende, mener turneringsdirektør Amelie Mauresmo.

- I den æra, vi befinder os i lige nu, og som kvinde og tidligere tennisspiller, har jeg det ikke skidt med og synes ikke, det er uretfærdigt at sige, at der er mere tiltrækningskraft eller appel ved mændenes kampe, siger hun ifølge AFP.

- Da jeg lavede programmet for hver dag, var mit mål at se, om en af kvindernes kampe kunne sættes på der.

- For at være ærlig var det svært. Det var svært at finde mere end en enkelt aften, hvor det kunne være dagens kamp, siger hun.

Kun dysten mellem franske Alizé Cornet og Jelena Ostapenko fra Letland i anden runde var en del af aftenprogrammet.

Mange af favoritterne i kvindernes turnering er derudover røget ud af turneringen.

Efter de tre første runder var verdensetteren Iga Swiatek eneste tilbageværende islæt blandt de ti højst seedede spillere.

Polakken er fortsat med og besejrede onsdag amerikanske Jessica Pegula. Heller ikke den kamp fandt altså vej til den bedste sendetid.

Mauresmo, der selv er tidligere verdensetter og dobbelt grand slam-vinder, besvarede onsdag flere spørgsmål om fidusen ved de sene kampe på anlægget.

Aftenprogrammet fra klokken 21 blev indført i 2021 som en del af en ny tv-aftale, og det har mødt kritik fra flere kanter.

Da Nadal natten til onsdag blev færdig med sit opgør mod Djokovic, var klokken 01.15.

- Aftensessionerne bliver her, men selvfølgelig vil vi se på, om vi kan sætte starttidspunktet lidt tidligere, siger hun.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.