Fuglsang: Jeg har ikke noget at vinde ved at hænge på

Det ville være for smertefuldt at fortsætte i Touren, og derfor trækker Jakob Fuglsang stikket efter styrt.

Jakob Fuglsang kørte i år Tour de France for 11. gang i karrieren. <i>Anne-Christine Poujoulat/Ritzau Scanpix</i>

Jakob Fuglsang kørte i år Tour de France for 11. gang i karrieren. Anne-Christine Poujoulat/Ritzau Scanpix

Det er en skuffet Jakob Fuglsang, der mandag rejser hjem fra Tour de France.

Danskeren styrtede på søndagens etape og pådrog sig blandt andet et brækket ribben, hvilket altså har ført til, at Fuglsang har trukket sig fra verdens største cykelløb.

- Jeg har før prøvet at køre med et brækket ribben og kæmpe mig igennem det hele vejen til afslutningen. Men i dette tilfælde ved jeg, at jeg ikke har noget at vinde ved at prøve at hænge på, siger Fuglsang på Israel-Premier Tech-holdets hjemmeside.

- Så det er bedre at trække stikket og tage hjem og få det bedre. Jeg ved, at det er for smertefuldt at fortsætte, så det er den eneste mulighed. Jeg håber, at holdet kan fortsætte det gode arbejde.

- Der er nogle hårde etaper på vej, men de vil kæmpe til det sidste og få forhåbentlig tage endnu en etapesejr.

Der resterer seks etaper af Tour de France inklusive paradeetapen med afslutning på Champs-Elysees søndag.

Simon Clarke stod for Israel-Premier Techs hidtil eneste sejr i dette års Tour, da han sejrede på 5. etape, der bød på en masse brosten. Clarke er ude af løbet grundet coronasmitte.

Jakob Fuglsang er den fjerde dansker, der forlader Tour de France. Søndag sagde både Magnus Cort og Michael Mørkøv farvel til løbet. Cort fik corona, og Mørkøv klarede ikke tidsgrænsen på 15. etape.

Tidligere i løbet udgik Kasper Asgreen. I alt er 25 ryttere indtil videre udgået.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.