Futsal er lig med byfest i Hjørring

Stemningen var på kogepunktet, da Hjørring Futsal Klub og Aalborg Futsal Klub tørnede sammen til lokalbrag

Hjørring Futsal Klub har fået skabt en unik ramme omkring sine hjemmekampe. <i>Foto: Bente Poder</i>

Hjørring Futsal Klub har fået skabt en unik ramme omkring sine hjemmekampe. Foto: Bente Poder

FUTSAL:Hver eneste plads var besat, da Hjørring Futsal Klub bød indenfor til sæsonens første hjemmekamp, der oven i købet var et lokalbrag mod Aalborg. 

De lokale fans har med længsel ventet på at futsal-heltene skulle på gulv igen i Hjørring. Det lod sig også mærke, da kampen kom i gang. I en ramme, der var en tyrkisk basketballkamp værdig løb Hjørring-spillerne på banen. 

En af de vigtigste ingredienser til fredagens futsalfest var en flok unge mennesker, der havde taget opstilling bag det ene mål. De råbte deres helte frem, som gjaldt det liv eller død, og det var blot prikken over et festligt i. 

- Vi er op til 100 stemningsskabende fans, så det er bare fedt. Det er jo sådan, at det altid er sjovere i medgang. Vi er i hvert fald altid 50, der er fast, og vi giver den hele armen, siger Kasper Rasmussen, der er en af tovholderne blandt de støjende futsal-fanatikere. 

Der blev også lavet tifo til fredagens lokalopgør. <i>Foto: Bente Poder</i>

Der blev også lavet tifo til fredagens lokalopgør. Foto: Bente Poder

- Vi kommer fra en baggrund som fans i Vendsyssel FF, og vi havde egentlig fortjent og efterspurgt en ordentlig kulisse, og det har vi i den grad fået her, siger Kasper Rasmussen, der understreger, at Zone 70-supporterne, som de i sin tid hed, stadig støtter både Vendsyssel FF og Hjørring Futsal Klub. Det fik man at høre så sent som torsdag aften, da de var troppet op for at støtte VFF og skabte en fantastisk flot lydkulisse om kampen mod FC Fredericia.

Fredag aften var turen så kommet til Hjørring Futsal Klub, der spillede sæsonens første hjemmekamp. Der var oven i købet tale om et lokalopgør mod Aalborg Futsal Klub.

- Vi har bare rykket teltpælene op, så vi flytter fra kamp til kamp. Det er samme mission begge steder. Vi skal skabe noget god stemning, siger Kasper Rasmussen.

Optimale rammer

Han roser Hjørring Futsal Klub for virkelig at have stillet de optimale rammer til rådighed for de entusiastiske fans. 

- Det er først og fremmest klubben, der har gjort meget for os. Derfor har det været nemt at skabe god stemning, fordi de har stillet nogle fantastiske rammer til rådighed for os. Det hjælper også med akustikken, fordi indendørs kommer 10 fans hurtigt til at lyde som 1000, påpger Kasper Rasmussen. 

Fredagens kamp var om noget stemningsmættet. Der var knald på fra første fløjt, og høj som lav var med til at råbe af dommer og modspillere, når der var en kendelse, der ikke gik hjemmeholdets vej. Man kan med rette kalde det for en decideret heksekedel. 

Derudover er der en enkelt ny spiller, der har været med til at løfte interessen for futsal i Hjørring til nye højder. 

Brian "Brizze" Mengel siger måske ikke den menige sportsfan ret meget, men har du en søn eller datter, der bruger TikTok eller YouTube, så ved de helt sikkert, hvem "Brizze" er. 

Brian "Brizze" Mengel fik sin officielle hjemmebanedebut for Hjørring Futsal Klub. <i>Foto: Bente Poder</i>

Brian "Brizze" Mengel fik sin officielle hjemmebanedebut for Hjørring Futsal Klub. Foto: Bente Poder

- Der er mange på min alder, der ikke ved, hvem han er, men min knægt på otte år ved godt, hvem han er. Alle børn, der følger med på de sociale medier kender "Brizze", så det er fantastisk, at vi har fået ham til klubben, påpeger Kasper Rasmussen, der er stolt over den udvikling, som Hjørring Futsal Klub har været igennem.

- Det betyder meget, at vi har et hold her i Hjørring, som samler byen og området. Det er noget, som folk virkelig taler om. Det er fantastisk at være en del af. 

- Man bliver stolt, når det går godt for et lokalt hold. Heroppe er vi dygtige til at blive spredte for alle vinde. Mange holder jo med AaB, og så er der nogen, der holder med White Hawks, sådan er det jo, men alle holder med futsalholdet, siger Kasper Rasmussen. 

At Hjørring Futsal Klub så havde svært ved at få spillet til at køre mod lokalrivalen Aalborg var ikke en del af planen, men omvendt er der så stor interesse for at se futsal i Hjørring, at hallen trods spillemæssige udfordringer nok skal komme til at koge igen til næste hjemmekamp.

- Det er fedt, at vi har et hold, der kan spille med i toppen. Nu håber vi bare, at resultaterne kommer, siger Kasper Rasmussen.

Hjørring og Aalborg spillede 3-3 i en hæsblæsende kamp, hvor gæsterne undervejs var foran 3-1.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.