Sport

Fyret Brøndby-træner fortsætter perfekt MLS-start

Jesper Sørensen førte Vancouver Whitecaps til fjerde sejr i træk. Anders Dreyer fik landsmand sendt ud.

Jesper Sørensen udstråler tilfredshed efter endnu en sejr.
Jesper Sørensen udstråler tilfredshed efter endnu en sejr. Jerome Miron/Ritzau Scanpix

Det er gået bedre for Jesper Sørensen end for Brøndby, siden deres veje skiltes i december.

For mens Brøndby efter fyringen af Sørensen har fået en skidt start på forårssæsonen i Superligaen, buldrer Sørensen derudad i sit nye job i den canadiske klub Vancouver Whitecaps i den nordamerikanske MLS-liga.

Natten til søndag dansk tid vandt holdet for fjerde gang ud af lige så mange mulige i den nye sæson, da FC Dallas på udebane blev slået med 1-0 på et mål af Tristan Blackmon efter pausen.

Vancouver Whitecaps er eneste klub med maksimumpoint i Western Conference.

Philadelphia Union, der har Mikael Uhre som frontløber, har maksimumpoint i Eastern Conference, men for tre spillede kampe.

I opgøret mellem San Diego FC og Columbus Crew natten til søndag kom to danskere i fokus.

Sidstnævntes forsvarsspiller Malte Amundsen fik således rødt kort efter en times spil for at stoppe landsmanden Anders Dreyer i en friløber.

San Diego FC stillede også med Jeppe Tverskov og Marcus Ingvartsen i opgøret, der sluttede 1-1.

Fra anden halvlegs start blev Ingvartsen udskiftet for finnen Onni Valakari, der udlignede til slutresultatet.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden