Sport

Gidsel og Füchse Berlin sænker Aalborg i CL-dyst

Mathias Gidsel var Füchse Berlins topscorer, da tyskerne vandt ganske sikkert med 31-28 over Aalborg.

Mathias Gidsel var som vanligt omdrejningspunktet for Füchse Berlin-holdet mod Aalborg.
Mathias Gidsel var som vanligt omdrejningspunktet for Füchse Berlin-holdet mod Aalborg. Andreas Gora/Ritzau Scanpix

Et Champions League-opgør med masser af dansk islæt endte med en sejr til Mathias Gidsel og Füchse Berlin, da Aalborg Håndbold var på besøg torsdag aften.

I den tyske hovedstad tabte Aalborg med 28-31 i Champions Leagues anden spillerunde efter at have været bagud med en håndfuld scoringer i stort set hele kampen.

Begge klubber vandt første kamp i Champions Leagues gruppe A, så på papiret var der tale om et tidligt topopgør.

Med sejren er Berlin-klubben nu i spidsen af gruppe A.

Berlins danske cheftræner, Nikolej Krickau, havde før torsdagens opgør haft en haltende start på tilværelsen i den tyske hovedstad efter sin ansættelse i begyndelsen af september.

Krickau har tabt begge bundesligakampe siden tiltrædelsen til henholdsvis Magdeburg og Gummersbach. I Champions League-åbneren fik Krickau og Füchse Berlin dog en sejr over franske Nantes.

Begivenhederne i den tyske hovedstad begyndte i et rasende tempo, hvor målene nærmest haglede ind i begge ender.

5-5 var stillingen efter mindre end syv minutters håndbold. Gidsel lavede to hurtige scoringer for Berlin-mandskabet, mens Thomas Arnoldsen og Mads Hoxer også lavede to hver i indledningen.

De nordjyske gæster fik to tominutters udvisninger oven i hinanden midtvejs i første halvleg, og det udnyttede Füchse Berlin-holdet til at skabe luft til Aalborg med en føring på fire mål.

Det var netop facit ved pausen, hvor berlinerne var foran med 17-13.

Mathias Gidsel var med otte mål Berlins mest scorende spiller i opgøret, og den danske landsholdsstjerne var også omdrejningspunktet for tyskerne, da anden halvleg blev sat i gang.

Danskeren trak flere tominutters udvisninger og var generelt svær at tøjle for den aalborgensiske defensiv.

Aalborg kæmpede sig en smule tilbage i opgørets slutfase, men det var ikke nok til for alvor at bringe berlinernes føring ud af kurs.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden