Sport

Gidsel og Team Esbjerg-bomber høster europæisk hæder

Håndboldforbundet EHF har kåret Mathias Gidsel og Henny Reistad til sæsonens mest værdifulde spillere.

Mathias Gidsel havde en stor sæson i tyske Füchse Berlin og med det danske landshold.
Mathias Gidsel havde en stor sæson i tyske Füchse Berlin og med det danske landshold. Ronny Hartmann/Ritzau Scanpix

Hæder og priser regner fortsat ned over Mathias Gidsel efter en stor sæson i tysk og international håndbold.

Senest har Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) kåret den 26-årige vestjyde til denne sæsons mest værdifulde spiller.

Det sker, efter at han førte Füchse Berlin til klubbens første tyske mesterskab nogensinde og til en finaleplads i Champions League, hvor han også sluttede som topscorer.

- Selv om han missede Champions League-titlen, havde Mathias Gidsel en utrolig 2024/25-sæson, skriver EHF i begrundelsen for kåringen.

Først på året var han med til at vinde VM-guld med det danske landshold og blev udnævnt til turneringens bedste spiller. I marts blev han kåret til verdens bedste håndboldspiller for andet år i træk.

Hos kvinderne gik den europæiske hæder også til et velkendt ansigt i dansk håndbold, nemlig Team Esbjergs norske kanonskytte Henny Reistad.

Hun var en stor profil, da Norge i december vandt EM. Sammen med Team Esbjerg nåede hun Final 4 i Champions League.

Esbjergenserne kan også prale af at have årets bedste unge spiller på lønningslisten.

Den hæder gik til den schweiziske højrefløj Mia Emmenegger, der skiftede til Team Esbjerg i januar, efter at hendes hidtidige klub, Vipers Kristiansand, gik konkurs.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden