Sport

Gidsels klub har fået stjålet sit mesterskabstrofæ

Tyve brød ind hos Füchse Berlin og snuppede det trofæ, holdet sikrede sig ved at vinde mesterskabet i sommer.

Mathias Gidsel løftede i sommer sit første mesterskabstrofæ som spiller i Füchse Berlin.
Mathias Gidsel løftede i sommer sit første mesterskabstrofæ som spiller i Füchse Berlin. Uli Deck/Ritzau Scanpix

Det mest synlige bevis på Füchse Berlins første tyske mesterskab er forsvundet.

Håndboldklubben, der har Mathias Gidsel og Lasse Andersson blandt profilerne og trænes af Nicolej Krickau, bekræfter på sin Instagram-profil, at trofæet er blevet stjålet.

- Mesterskabstrofæet blev stjålet fra Füchse Berlins kontor i denne uge. Klubben kan hermed bekræfte historier fra medierne. Efterforskningen er i gang, og flere oplysninger kan derfor ikke deles på nuværende tidspunkt, skriver klubben.

Forud for opslaget havde den tyske avis Bild skrevet om hændelsen. Her fremgik det, at ukendte gerningsmænd tirsdag brød ind på kontoret i hovedstaden og stjal trofæet.

Ifølge avisen består trofæet af 925 sterling sølv og har en værdi på omkring 12.000 euro, hvilket svarer til knap 90.000 kroner. Dertil kan man så lægge affektionsværdien for klubben, som aldrig havde prøvet at vinde Bundesligaen før i sommer.

- Vi håber, at trofæet bliver fundet og givet tilbage til de tyske mestre, siger kommunikationschef i Handball Bundesliga Oliver Lücke til Bild.

Til avisen fortæller Füchse Berlin, at klubben er i besiddelse af overvågningsmateriale fra tyveriet.

Füchse Berlin havde i det hele taget en stor sæson i 2024/25. Ud over mesterskabet og en sejr i den tyske Super Cup spillede holdet sig i finalen i Champions League, hvor ligarivalen Magdeburg stod i vejen for endnu en triumf.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden