Giroud afløser Benzema i fransk trup mod Danmark

Karim Benzema er en af flere fraværende profiler i Frankrigs trup til kampene mod Østrig og Danmark.

35-årige Olivier Giroud har lavet 48 mål i 112 kampe for Frankrig. Han har fået en fin start på denne sæson med fire mål i otte kampe for AC Milan. <i>Daniele Mascolo/Reuters</i>

35-årige Olivier Giroud har lavet 48 mål i 112 kampe for Frankrig. Han har fået en fin start på denne sæson med fire mål i otte kampe for AC Milan. Daniele Mascolo/Reuters

Karim Benzema udgik med en skade, da Real Madrid slog Celtic 3-0 i Champions League i sidste uge, og han misser af samme årsag landskampene mod Østrig og Danmark.

Stjerneangriberen er således ikke en del af Didier Deschamps' trup til opgørene i Nations League i september.

Fraværende er også midtbaneprofilerne N'Golo Kante, Kingsley Coman og Paul Pogba med skader samt forsvarsspillerne Presnel Kimpembe og Lucas Hernández.

Til gengæld er AC Milans veteranskarpretter Olivier Giroud udtaget til den ledige plads i frontlinjen, efter at han var fravalgt senest, da Frankrig blandt andet tabte 1-2 til Danmark.

Også Barcelonas kantspiller Ousmane Dembélé og Real Madrids midtbanespiller Eduardo Camavinga vender tilbage til den franske trup, efter at de begge har fået en lovende start på den nye sæson.

Deschamps har også peget på tre mulige debutanter. Det drejer sig blandt andre om den 23-årige offensivspiller Randal Kolo Muani, der er blevet holdkammerat med Jesper Lindstrøm i Eintracht Frankfurt denne sommer.

Derudover er også backen Benoit Badiashile og midtbanespilleren Youssouf Fofana - begge fra Monaco - udtaget til mulige debuter.

Frankrig møder Østrig hjemme 22. september og gæster herefter Parken tre dage senere til sidste runde i Nations League-gruppen.

Kasper Hjulmands tropper er allerede sikre på at slutte foran Frankrig i gruppen før de sidste to runder. Danmark topper således med ni point, og Frankrig er sidst med to point.

Ud over mødet med Frankrig gæster Danmark 22. september Kroatien. En udesejr sikrer Danmark gruppesejren og en af fire pladser i Nations Leagues slutspil.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.