Sport

Lettet FCK-træner var tryg ved massiv rotation

FC København skiftede otte mand fra start, men slog alligevel Heidenheim ud af Conference League.

Amin Chiakha var blandt målscorerne, da FC København torsdag slog Heidenheim 3-1.
Amin Chiakha var blandt målscorerne, da FC København torsdag slog Heidenheim 3-1. Anna Szilagyi/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 23:28

I forhold til søndagens 2-1-sejr over Randers FC var otte mand nye i FC Københavns startopstilling ude mod Heidenheim fra Bundesligaen torsdag aften.

Alligevel vandt københavnerne 3-1 og dermed 4-3 samlet, hvorfor de nu er klar til Conference Leagues ottendedelsfinaler.

- Vi skiftede mange, og det var jeg overhovedet ikke nervøs ved, siger FCK-træner Jacob Neestrup til klubbens hjemmeside.

- Det har været planlagt længe, uanset hvordan det gik i den første kamp i Parken, for at vi havde den nødvendige friskhed til i denne uge at spille kampe mandag, torsdag og søndag.

- Det viser bare, at vi har en bred trup med stærke karakterer og rigtig meget talent og masser af potentiale, siger han.

FCK er ud fra sin historik og sine koefficientpoint seedet til at nå langt i den tredjebedste europæiske turnering, men avancementet er alligevel en flot præstation, mener Neestrup.

- Man skal huske på, at vi for et år siden spillede ottendedelsfinale i Champions League med et helt andet hold, så jeg synes, det er flot, at vi kan være i gang med at bygge et helt nyt hold op og alligevel formå igen at spille os i en europæisk ottendedelsfinale.

- Det viser, at man stadig kan regne med FCK, selv om vi er i en opbygningsfase, siger træneren.

Enten Chelsea eller Vitoria fra Portugal bliver fredag trukket ud som modstander i FCK's ottendedelsfinale.

- Jeg har ingen holdning til, om vi trækker Chelsea eller Vitoria, det vigtigste er bare, at vi er videre og får endnu en omgang med europæisk fodbold, lyder det fra Neestrup.

FCK-truppen overnatter i Tyskland og flyver fredag hjem til København, inden det søndag gælder topbraget mod FC Midtjylland på hjemmebane i Superligaen.

I den kamp har Neestrup karantæne på grund af for mange gule kort.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden