GOG banker kroatiske mestre i CL-premiere

GOG havde ingen problemer med Zagreb i en næsten mennesketom hal i Kroatiens hovedstad.

Stregspilleren Lukas Jørgensen scorede fem gange på fem forsøg i GOG's Champions League-sejr i Zagreb. <i>Antonio Bat/Ritzau Scanpix</i>

Stregspilleren Lukas Jørgensen scorede fem gange på fem forsøg i GOG's Champions League-sejr i Zagreb. Antonio Bat/Ritzau Scanpix

Håndboldspillerne i GOG fortsætter i Europa, som de er begyndt i den hjemlige liga.

Med en sikker 31-27-sejr på udebane over Zagreb fik sydfynboerne den bedst tænkelige start på gruppespillet i Champions League.

De danske mestre havde kampen under fuld kontrol og var ikke bagud på noget tidspunkt.

Fra midten af første halvleg trak Nicolej Krickaus mænd fra og opbyggede et solidt forspring på 18-12 ved pausen.

Hjemmeholdet stillede ellers med velkendte navne som stregspilleren Zeljko Musa og de to veteranfløje Ivan Cupic og Timur Dibirov. Men de kunne intet stille op mod den danske tempohåndbold.

I målet leverede Tobias Thulin redninger på højt niveau bag et bevægeligt forsvar. Og i den anden ende af banen blev scoringerne i vanlig stil fordelt bredt.

Et fåtalligt publikum skabte ikke meget balkanstemning i kæmpehallen Arena Zagreb, og det begyndte at ligne en afklapsning, da Jerry Tollbring ni minutter efter sidebyttet bragte GOG foran med ti mål, 24-14.

Det betød ikke det store, at Morten Olsen havde svært ved at få gang i skudarmen.

Den garvede playmaker forsøgte sig tre gange uden held, men koncentrerede sig i stedet blot om at spille sine holdkammerater fri.

Sejren kunne være blevet endnu mere markant, hvis ikke sydfynboerne havde sløset lidt i slutfasen, hvor Zagreb fik lov at pynte på cifrene. Spænding var der aldrig om udfaldet.

Dermed har GOG fået en optimal start på det maratonagtige gruppespil i Champions League. Frem til 1. marts næste år venter i alt 14 kampe. Næste opgave bliver Dinamo Bucuresti i Arena Fyn i Odense næste onsdag.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.