GOG buldrer videre med sejr over Sønderjyske i målfest

En afbrænder i sidste sekund holdt GOG fra at nå 40 mål, da klubben nedlagde Sønderjyske.

Jerry Tollbring scorede seks mål på seks forsøg i sejren over Sønderjyske. <i>Henning Bagger/Ritzau Scanpix</i>

Jerry Tollbring scorede seks mål på seks forsøg i sejren over Sønderjyske. Henning Bagger/Ritzau Scanpix

De danske mestre fra GOG ser ud til at fortsætte, hvor de slap i sidste sæson.

Søndag aften tog klubben sin fjerde ligasejr ud af fire mulige, da Sønderjyske var på besøg i Gudme.

Der var fart over feltet, og begge mandskaber scorede et hav af mål i opgøret, der sluttede 39-32.

Dermed har GOG maksimumpoint efter de første fire kampe. Det kan kun Aalborg Håndbold og overraskelsen KIF Kolding også prale af.

Søndagens taber, Sønderjyske, indtager tiendepladsen i ligaen. Klubben har hentet en sejr og tabt tre kampe.

GOG kom bedst i gang med søndagens opgør og skabte hurtigt et mindre forspring.

Fynboerne slap dog ikke langt væk, selv om de scorede mål på samlebånd. Emil Madsen var flyvende på højre back, ligesom Jerry Tollbring som vanligt var knusende sikker fra sin venstre fløj.

Sønderjyske kunne ikke dæmme op for den sprudlende GOG-offensiv, men GOG kunne samtidig heller ikke lukke ned for gæsterne, som dermed kom til pause med blot tre mål op.

Kampbilledet fortsatte efter pausen.

Begge angreb fungerede rigtig fint, men det kunne tyde på, at der skal forsvarsøvelser på programmet i træningslokalet i de kommende dage. I hvert fald haglede målene ind i begge ender.

Hos GOG styrede rutinerede Morten Olsen angrebet tålmodigt og klogt. Playmakeren satte sine unge holdkammerater op, og til sidst var sejren i hus.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.