GOG-direktør: - Derfor vinder vi DM-guldet

Mens Aalborg Håndbold kan sikre sig sin fjerde DM-titel på stribe, så vil det være første gang siden 2007, at GOG kan kalde sig dansk mester, hvis titlen havner på Sydfyn

Der venter et brag af en DM-finaleserie mellem Aalborg Håndbold og GOG.
Der venter et brag af en DM-finaleserie mellem Aalborg Håndbold og GOG. Arkivfoto: Bente Poder

AALBORG: Der er ingen tvivl om, at det er de to bedste håndboldhold i Danmark, der står overfor hinanden, når den første af potentielt tre DM-finaler spilles onsdag aften i Gudme. 

Aalborg Håndbold og GOG har de seneste år kørt parløb i toppen af dansk håndbold. Det parløb har imidlertid ikke kastet nogen DM-titel af sig til GOG, fordi Aalborg Håndbold har gjort rent bord i de seneste tre sæsoner. 

- En DM-titel vil være kronen på værket for os. Vi føler selv, at vi er der, hvor vi skal være. Vi har fået medaljer fem år i træk, og vi er med fremme i Europa, så nu er det lige det sidste, der mangler. Vi har vundet en pokaltitel, så DM-guldet er det sidste, vi står og mangler, siger GOG-direktør Kasper Jørgensen. 

Det bliver en udsolgt og tæt pakket Phønix Tag Arena, som danner ramme om den første DM-finale, men det var faktisk på tale at rykke kampen til Odense, hvor der ville være plads til mange flere tilskuere.

- Vi overvejede at flytte kampen til Odense, men vi havde en snak i bestyrelsen og en snak med spillertruppen, og vi endte med at blive i egen hule. Vi er godt klar over, at vi kunne have solgt mange flere billetter ved at spille i Odense. I grundspillet rykkede vi vores kamp mod Aalborg til Odense, og den blev udsolgt, inden corona tvang os til at spille uden tilskuere, så det kunne vi uden tvivl have gjort igen, siger Kasper Jørgensen.

Ved indgangen til dette års DM-finaler er det en meget fortrøstningsfuld GOG-direktør, der kigger ind i et par spændende kampe. 

- Hvis jeg skal nævne én grund til, at vi vinder guldet i denne omgang, er det, at Aalborg skal til Gudme og vinde en kamp, og det tror jeg ikke, de kan, siger Kasper Jørgensen med henvisning til, at GOG qua førstepladsen i grundspillet har hjemmebanefordel i en tredje og eventuelt afgørende DM-finale. 

Når det er sagt, er Kasper Jørgensen helt med på, at det bliver meget tæt. 

- De første tre kampe i sæsonen mellem os viser det meget godt. En sejr til hver og en uafgjort kamp. Det indikerer, at det bliver helt tæt, men jeg tror, at hjemmebanen kommer til at blive afgørende, siger Kasper Jørgensen. 

Anden DM-finale spilles søndag i Aalborg, mens en eventuel tredje DM-finale spilles næste onsdag i Gudme.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden