GOG fortsætter god start på titelforsvar med målrig sejr

GOG's håndboldherrer sejrede trods en usikker afslutning på udebane over Mors-Thy og fortsatte god sæsonstart.

Simon Pytlick blev sammen med Emil Madsen topscorer for GOG i sejren over Mors-Thy. <i>Frank Cilius/Ritzau Scanpix</i>

Simon Pytlick blev sammen med Emil Madsen topscorer for GOG i sejren over Mors-Thy. Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Håndboldherrerne fra GOG har fået en god start på titelforsvaret.

Tirsdag aften vandt fynboerne for anden gang af to mulige i sæsonen. Det gik ud over Mors-Thy, som i egen hal blev besejret med de målrige cifre 39-37 og fortsat er uden sejr i HTH Ligaen.

Værterne kom ellers tæt på point mod slutningen med flere reduceringer, men GOG viste rutinen og afværgede tilnærmelserne.

En stribe profiler med Mathias Gidsel i spidsen har forladt GOG i sommerpausen, men klubben råder stadig over velkendte navne som Morten Olsen, Simon Pytlick og Anders Zachariassen.

De var alle i deres skarpe hjørne mod Mors-Thy, som trods et par tidlige føringer havnede i et dybt hul i første halvleg.

Morten Olsen sendte gæsterne foran 16-11, og GOG fortsatte med at hamre mål ind på stribe til pauseføringen 21-16.

Mors-Thy fik marginalt bedre styr på GOG-angrebet i anden halvleg, men forspringet var langt hen ad vejen uden for rækkevidde.

Med et kvarter igen kom spændingen dog pludselig tilbage. Mors-Thy scorede på alt, og med ti minutter igen kunne Magnus Norlyk reducere til 32-34.

Men så strammede GOG igen grebet, og fire fynske mål på stribe afgjorde kampen.

Den anden kamp tirsdag stod mellem Bjerringbro-Silkeborg og oprykkerne fra HC Midtjylland.

Sidstnævnte bed fint fra sig og var kun bagud med et enkelt mål ved pausen, før værterne stak af.

Bjerringbro-Silkeborg vandt anden halvleg med syv mål og snuppede de to point med en sejr på 32-24. BSH tabte til netop GOG i sæsonpremieren.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden