Sport

GOG og Ikast bliver tildelt pladser i Champions League

På herresiden er GOG opgraderet til Champions League, mens Ikast er blevet det på kvindesiden.

GOG-fans kan glæde sig til at se det fynske hold i Champions League i næste sæson.
GOG-fans kan glæde sig til at se det fynske hold i Champions League i næste sæson. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

GOG's håndboldherrer og håndboldkvinderne fra Ikast er blevet tildelt plads i Champions League. De to klubber havde ansøgt om at blive opgraderet til turneringen og har fået godkendelse.

Det meddeler Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) tirsdag på sin hjemmeside.

På herresiden havde ni klubber ansøgt om at blive opgraderet til Champions League. GOG var blandt de seks klubber, der blev indlemmet.

Ud over GOG var Aalborg Håndbold i forvejen sikret en plads i Champions League.

På kvindesiden var der ti klubber, der havde søgt om opgradering, og Ikast var blandt de syv, der fik plads.

Hos Ikast er der stor glæde over nyheden. Træner Søren Hansen ser frem til at være med i det gode selskab.

- Det er dejligt, at vi er retur i den bedste europæiske turnering. Det er et stort ønske fra klubben og vi glæder os til at møde de store hold fra Europa.

- Vi tror også på, at vi kan måle os med toppen af europæisk håndbold og glæder os til at komme i gang med forberedelserne, siger Søren Hansen til klubbens hjemmeside.

Ud over Ikast er Team Esbjerg og Odense også med i Champions League. Dermed vil en af de to indledende grupper indeholde to danske hold.

- Det er et stort mål for os, og jeg er både ekstremt glad og lettet over, at vi igen er med i den bedste europæiske turnering.

- Jeg glæder mig meget og føler i den grad, at vi også hører til her. Vi tror på, at vi kan levere en god indsats, siger Ikast-direktør Daniel Grønhøj.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden