Håndbold

GOG slår drilske russere og sikrer avancement

GOG fører sin gruppe i European League efter en besværlig sejr over Chekhovskiye Medvedi.

Simon Pytlick var en stærk mand for GOG, der tirsdag sikrede sig videre avancement i European League med en sejr over russiske Chekhovskiye Medvedi.
Simon Pytlick var en stærk mand for GOG, der tirsdag sikrede sig videre avancement i European League med en sejr over russiske Chekhovskiye Medvedi. Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix

GOG slog tirsdag russiske Chekhovskiye Medvedi med 27-26 på hjemmebane i EHF European League, der er den næstbedste europæiske turnering.

I en tempofyldt affære slog Chekhovskiye Medvedi godt tilbage i anden halvleg og indhentede en femmålsføring, inden GOG var skarpest i slutfasen.

Simon Pytlick og Emil Madsen lavede begge syv mål for GOG.

Fynboerne topper gruppe B med 11 point efter syv kampe og er med dagens sejr sikker på at gå videre til knockoutfasen.

Der resterer dog endnu tre runder, og på papiret får GOG en nemmere modstander i knockoutfasen, jo højere holdet ender i gruppen.

GOG fik en god start på opgøret og bragte sig foran 6-3, inden russerne med forholdsvis simple offensive midler og en stærk keeperpræstation af Dmitry Pavlenko slog tilbage og scorede seks gange uden modsvar.

Det fik især Simon Pytlick og Emil La Cour Andersen til at stramme sig an, og 6-9 blev vekslet til 10-9 i løbet af to minutter.

Blandt andre udeholdets store og stærke stregspiller Aleksandr Ermakov skabte visse problemer for GOG i første halvleg.

Den endte dog med 15-14 på tavlen efter en fin afsluttende træffer af Emil Madsen, der har fået en større rolle på GOG-holdet efter Mathias Gidsels skade.

Samme Madsen åbnede også anden halvleg med en scoring, og i det hele taget trak GOG fra udeholdet via en bred palet af skarpe spillere og en solid defensiv.

Ved 24-19 gik gassen dog gevaldigt af ballonen for GOG, der pludselig overhovedet ikke kunne passere Pavlenko og desuden lavede en stribe fejl.

Chekhovskiye Medvedi fik udlignet til 24-24, inden fløjspilleren Kasper Emil Kildelund fik brudt den fynske måltørke.

I en rodet slutfase bragte GOG sig foran 27-25 og kunne ånde lettet op, inden udeholdet pyntede på resultatet til allersidst.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden