basketball

Golden State drøner videre med kurs mod NBA-finale

Efter en afgørende sejr over Memphis Grizzlies er Golden State Warriors nu blot et skridt fra NBA-finalen.

Stephen Curry er en af de mest profilerede spillere i NBA. Her fejrer han en scoring af Klay Thompson i nattens sejr over Memphis Grizzlies.
Stephen Curry er en af de mest profilerede spillere i NBA. Her fejrer han en scoring af Klay Thompson i nattens sejr over Memphis Grizzlies. Carlos Avila Gonzalez/Ritzau Scanpix

Golden State Warriors er et skridt nærmere NBA-finalen.

Natten til lørdag dansk tid tog klubben den fjerde og afgørende sejr over Memphis Grizzlies i slutspillet.

Dermed er Golden State klar til finalen i Western Conference, hvor enten Phoenix Suns eller Dallas Mavericks venter i en kamp om en billet til NBA-finalen.

Det var længe tæt i nattens kamp mellem Golden State og Memphis, men i slutningen af opgøret trak førstnævnte afgørende fra. Klay Thomson og Stephen Curry gik forrest og sikrede en sejr på 110-96.

Golden State vandt dermed serien, hvor der blev spillet bedst af syv kampe, med 4-2.

Det er første gang siden 2019, at Golden State når finalen i Western Conference. Samme år nåede klubben NBA-finalen for femte gang i træk og har altså nu mulighed for at nå den igen.

I Eastern Conference skal Boston Celtics og sidste års NBA-mester, Milwaukee Bucks, ud i en syvende kamp for at afgøre, hvem der skal videre til Eastern Conference-finalen mod Miami Heat.

Natten til lørdag vandt Boston Celtics således med 108-95 og tvang serien ud i en syvende og altafgørende kamp, som løber af stablen søndag.

Miami Heat nåede Eastern Conference-finalen ved at slå Philadelphia 76ers.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden