Golfkommentator forventer først topniveau fra Olesen i efteråret

Den storladne atmosfære i majorturneringen US Open vil gavne Thorbjørn Olesens comeback, mener ekspert.

- Han har et kæmpe talent, så når svinget sidder der, kan han være med hvor som helst, siger golfkommentator Henrik Knudsen om Thorbjørn Olesen (på billedet). <i>Warren Little/Ritzau Scanpix</i>

- Han har et kæmpe talent, så når svinget sidder der, kan han være med hvor som helst, siger golfkommentator Henrik Knudsen om Thorbjørn Olesen (på billedet). Warren Little/Ritzau Scanpix

For syv måneder siden blev golfspilleren Thorbjørn Olesen frikendt i en retssag om upassende opførsel på et fly fra USA til England.

Siden er der for alvor kommet skub i karrieren igen for den tidligere OL-deltager, som i maj vandt British Masters og hentede sin første turneringssejr i fire år.

Danskeren har gjort det så godt, at han som den eneste med det rødbedefarvede danske pas har fået plads i majorturneringen US Open, som han tager hul på torsdag aften dansk tid.

Men endnu er han ikke tilbage på sit topniveau, vurderer Viaplays golfkommentator Henrik Knudsen.

- Når han spiller sit bedste, er han fantastisk. Men at få det til at hænge sammen over 72 huller kræver nok nogle flere måneder.

- Derfor er det også spændende, at han kommer ind i en atmosfære som US Open. Det vil helt klart gavne udviklingen. Måske kan det blive en stor sommer, men umiddelbart vil jeg nok forvente, at det først er til efteråret, at vi kommer til at se det bedste fra ham, siger han.

Retssagen tog udgangspunkt i en hændelse for tre år siden, hvor den tidligere Ryder Cup-deltager efter en golfturnering rejste med fly fra Nashville til London.

Her blev han anholdt og siden sigtet for tre forskellige forhold om grænseoverskridende opførsel. Coronapandemien betød dog, at sagen først blev endeligt behandlet i december sidste år, hvor Olesen altså blev frikendt for alle anklager.

I 2020 fik han efter knap et års udelukkelse fra European og PGA Tour lov til at spille med igen, men det er først i år, at han er begyndt at ligne sig selv på golfbanen.

- Han kunne ikke rigtig tage det alvorligt, før han havde retssagen bag sig. Det er faktisk siden nytår, at han er begyndt at arbejde seriøst med det og har fået sig en ny træner.

- Han har ikke glemt, hvordan man vinder. Han har et kæmpe talent, så når svinget sidder der, kan han være med hvor som helst, siger golfkommentatoren.

US Open er Thorbjørn Olesens første turnering i USA siden flyhændelsen, og det kan betyde, at han igen skal forholde sig til fortiden, mener Henrik Knudsen.

- Det er en proces. Han skal ud på en anden side af alt det her. I Europa har han været "ham med retssagen og ham med flyet".

- Nu kommer han til USA, og så læser man de amerikanske medier: "Thorbjørn Olesen, det var ham med flyet". Han skal frem og gøre opmærksom på sig selv et par gange, og så begynder vi forhåbentlig at snakke om golfspilleren Thorbjørn Olesen igen, siger han.

US Open spilles på The Country Club i Brookline fra torsdag til søndag.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden