Golfturneringer går sammen mod den saudiarabisk støttede LIV Tour

To store aktører i international golf indleder samarbejde, der skal være modspil til kontroversiel LIV Tour.

Phil Mickelson er blandt de topspillere, som har sluttet sig til den saudiarabisk støttede LIV Tour. (Arkivfoto). <i>Patrick Smith/Ritzau Scanpix</i>

Phil Mickelson er blandt de topspillere, som har sluttet sig til den saudiarabisk støttede LIV Tour. (Arkivfoto). Patrick Smith/Ritzau Scanpix

To af international golfs helt store spillere, PGA Tour og DP World Tour, er gået sammen i et samarbejde, hvor spillere kan deltage på tværs af turneringer.

Samarbejdet begynder i 2023, og kommer til at fungere ved, at de ti øverst rangerede spillere på DP World Tour får adgangskort til den prestigefyldte PGA Tour.

DP World Tour kommer også til at garantere flere præmiepenge i de næste fem år.

Det nye samarbejde er et modspil mod den nye golftour LIV Tour, som allerede har fået nogle af sportens mest prominente navne med på vognen. Både spillerne og turneringen har fået kritik fra flere sider.

Det skyldes ikke mindst, at den er finansieret af Public Investment Fund, som er ejet af styret i Saudi-Arabien.

Det har fået mange kritikere til at hævde, at deltagere og andre involverede i projektet gør sig skyldige i sportswashing. Altså metoden, hvor sport bruges af stater, organisationer, firmaer eller personer til at forbedre omdømme og offentlig opfattelse.

PGA Tour-kommissær Jay Monahan siger til et pressemøde, at "sporten golf nu samler sig".

- Vores medlemmer, vores samarbejdspartnere og vores fans samler sig, siger han.

Administrerende direktør for DP World Tour Keith Pelley siger, at et samarbejde har ligget i kortene længe, men at "den nuværende situation i golf har accelereret processen betydeligt".

Phil Mickelson, Dustin Johnson, Bryson DeChambeau, Brooks Koepka og Sergio García er alle blandt de store golfnavne, som har sluttet sig til LIV Tour.

Bryce DeChambeau siger, at LIV Tour er en god ting.

- Jeg håber, at folk forstår, at jeg respekterer andres holdninger, men golf er en kraft for det gode, og med tiden kan folk forhåbentlig godt se det gode, som de (LIV, red.) gør, og hvad de prøver at opnå i stedet for at se på det dårlige, som er sket i fortiden, siger han.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.