tennis

Grand slam-turneringer ensretter tiebreak i afgørende sæt

Der skal spilles en tiebreak til ti point ved stillingen 6-6 i det afgørende sæt i en grand slam-kamp.

Når verdens bedste tennnisspillere skal spille på det røde grus i Paris, vil et afgørende sæt blive afgjort i tiebreak i tilfælde af stillingen 6-6.
Når verdens bedste tennnisspillere skal spille på det røde grus i Paris, vil et afgørende sæt blive afgjort i tiebreak i tilfælde af stillingen 6-6. Anne-Christine Poujoulat/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 13:02

Det næste år kommer der ikke til at være grand slam-kampe, der ender med et flere timer langt afgørende sæt.

Organisationen bag de fire grand slam-turneringer i tennis, French Open, Wimbledon, US Open og Australian Open, meddeler onsdag, at man i den næste udgave af de respektive turneringer vil afgøre et tæt tredje (kvinder) eller femte (herrer) sæt med en tiebreak til ti point ved stillingen 6-6. Man skal vinde tiebreaken med to point.

Det skal testes af på baggrund af et ønske om at skabe større konsistens i sporten. Ifølge organisationen vil ændringen skabe en bedre oplevelse for spillere og fans.

Forsøget skal evalueres om et år.

Som reglerne har været på det seneste, har de fire grand slam-turneringer haft fire forskellige modeller for at finde vinderen i et tæt afgørende sæt.

I Australian Open har man spillet en tiebreak til ti point, som altså nu udbredes, ved stillingen 6-6 i det afgørende sæt. I US Open har man spillet en normal tiebreak til syv point. I Wimbledon har man også brugt en syvpointstiebreak, men først ved stillingen 12-12.

French Open har indtil nu været den eneste, hvor man ikke har indført tiebreak i det afgørende sæt. I den franske hovedstad har man fortsat med den tidligere udbredte regel om, at man skal vinde med to partier i det afgørende sæt. Men det laves altså om nu.

Ved at have en tiebreak i det afgørende sæt, undgår man eksempelvis en fascinerende, men uhørt langtrukken afslutning som i 2010, hvor John Isner vandt 70-68 over Nicolas Mahut i det afgørende sæt i første runde af Wimbledon. Kampen varede over 11 timer i alt og er historiens længste.

Den næste grand slam-turnering er French Open. Turneringen i Paris begynder 22. maj.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden