Sport

Grindsted puster nyt liv i overlevelseshåb med storsejr

Med en sejr sørgede Grindsted for, at klubben fortsat kan drømme om en plads i ligaen efter sommerferien.

Grindsted-spillerne kan fortsat drømme om et liv på dansk håndbold første klasse i den kommende sæson. (Arkivfoto).
Grindsted-spillerne kan fortsat drømme om et liv på dansk håndbold første klasse i den kommende sæson. (Arkivfoto). Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Skive fra 1. division leverede en lille overraskelse, da holdet på udebane vandt 32-31 over Grindsted i den første playoffkamp om den sidste plads i næste sæsons herrehåndboldliga.

Men Skive-spillerne skal levere endnu en overraskelse godt 100 kilometer sydpå søndag, hvis drømmen om en plads i ligaen skal realiseres.

På hjemmebane i kamp to onsdag formåede skibonitterne ikke at gøre arbejdet færdigt. Kravet var blot et uafgjort resultat, men Grindsted kunne rejse hjem med en sikker sejr på 37-29.

Dermed skal der en altafgørende tredje kamp til for at finde ud af, hvem af de to hold der skal være det 14. og sidste hold i næste sæsons liga.

Efter en lige start på opgøret var det Grindsted, som tog en føring på et par mål. Ved pausen lød føringen på 17-15, men Skive hang i.

Godt midtvejs i anden halvleg var hjemmeholdet tilbage og kom sågar foran 25-24, men derfra trykkede gæsterne på speederen.

Ti minutter før tid bragte Hjalmar Andersen fra stregen Grindsted foran med 28-25. Skive tog timeout, men det hjalp intet.

Da holdet straks efter brændte et straffekast, begyndte alt at pege i retning af en tredje og afgørende kamp.

Sådan blev det også. Skive havde intet modtræk til gæsternes angreb, der scorede efter behag i kampens slutfase.

Gæsternes Martin Risom blev topscorer med 11 mål på 13 forsøg.

Den tredje og afgørende playoffkamp spilles i Grindsted på søndag.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden