Guardiola: Chelsea er det bedste hold i verden

Ifølge Pep Guardiola er Manchester City, som mangler at vinde Champions League, ikke det bedste hold i verden.

Manchester City-manager Pep Guardiola dirigerede sine tropper med succes i onsdagens ligakamp mod Brentford og den danske manager Thomas Frank. <i>Craig Brough/Reuters</i>

Manchester City-manager Pep Guardiola dirigerede sine tropper med succes i onsdagens ligakamp mod Brentford og den danske manager Thomas Frank. Craig Brough/Reuters

Manchester City er lige nu suverænt tophold i Premier League - en af de bedste ligaer i verden.

Men det er ikke ensbetydende med, at City er det bedste fodboldhold i verden.

Det siger City-manager Pep Guardiola, som ryster på hovedet af den vurdering.

- Vi er ikke det bedste hold i verden. Det bedste hold er Chelsea, som vandt Champions League, siger Guardiola ifølge Reuters.

Alternativt er det holdet, som senest har vundet Copa Libertadores - Sydamerikas pendant til Champions League, mener Guardiola.

Vinderen af Copa Libertadores blev i sidste sæson brasilianske Palmeiras, som lørdag skal spille finale ved klub-VM mod Chelsea.

Manchester City vandt onsdag 2-0 hjemme over Brentford og topper ligaen med 12 point ned til Liverpool, som dog har spillet to kampe færre inden torsdagens opgør hjemme mod Leicester.

Guardiola ryster på hovedet af snakken om City som det bedste hold i verden netop nu.

- Det vigtigste er, at vi vandt kampen mod Brentford og om få dage skal til Norwich og forsøge at vinde igen.

- Den snak, om hvem der er bedst i verden, er jeg ligeglad med. Det handler om at være glad og forsøge at spille bedre hver dag. I sidste ende må vi se.

- Vi er i en god position med 60 point i øjeblikket. Vi skal kvalificere os til Champions League i næste sæson. Det er det vigtigste mål, siger Guardiola.

Spanieren har vundet det engelske mesterskab tre gange, siden han blev Citys manager i 2016.

- Vi skal nå frem til de sidste få kampe og kunne kæmpe for titlen. Det er det, jeg ønsker, siger Guardiola.

Manchester City har endnu ikke vundet Champions League, men kom tæt på med en finaleplads i sidste sæson.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.