Fodbold

Guardiola før sæsonfinale: Følelserne er svære at styre

Manchester City kan vinde mesterskabet søndag, så det bliver en dag med store følelser, forudser Guardiola.

Pep Guardiola forventer, at spillerne ved, hvor vigtig søndagens kamp mod Aston Villa er. (Arkivfoto).
Pep Guardiola forventer, at spillerne ved, hvor vigtig søndagens kamp mod Aston Villa er. (Arkivfoto). Tony Obrien/Reuters

Meget tyder på, at Manchester City søndag bliver engelsk mester for andet år i træk og for fjerde gang på fem sæsoner.

Klubben er et point foran Liverpool før sidste runde, hvor det gælder en hjemmekamp mod Aston Villa.

Presset fra Jürgen Klopps tropper er dog så hårdt, at City-manager Pep Guardiola ikke har behøvet at bruge særlig meget tid på at motivere sine spillere.

- Det er ikke nødvendigt at fortælle dem om vigtigheden af kampen. De ved det, og de kan mærke det, siger Guardiola ifølge AFP.

Han forudser, at store følelser kommer i spil op til søndagens opgør.

- Det er svært at kontrollere sine følelser, når man ved, hvad man spiller for. Spillerne er mennesker, siger Pep Guardiola, som understreger, at hans hold ikke må slippe gaspedalen, før dommeren har fløjtet af.

- Når man tror, det er ovre, er det ikke nødvendigvis ovre, siger han.

Opgøret er samtidig det sidste i Manchester City for midtbanedynamoen Fernandinho, der er anfører i klubben.

Den 37-årige brasilianer tager afsked efter ni år med den lyseblå trøje på. Han har spillet en nøglerolle i den æra, der blev skudt i gang i slutningen af 00'erne, hvor klubben fik stenrige ejere fra Abu Dhabi.

Søndag kan han vinde sit femte engelske mesterskab med Manchester City, og det gør ham stolt.

- Siden den første dag var intentionen at vinde trofæer, og det gjorde vi. Hele gruppen, hele holdet og hele staben har været involveret, og når jeg ser tilbage er jeg meget stolt. Alt, jeg planlagde, har vi opnået, siger han.

Med den sidste kommentar afslører Fernandinho, at han åbenbart ikke har drømt om at vinde Champions League.

Det er således noget af det eneste, Manchester City endnu ikke har opnået.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden