Guardiola forsvarer forbrugsfest og frygter ikke forbud
Pep Guardiola forventer snarlig dom i sag om 115 potentielle regelbrud. Før dom har City været på storindkøb.
Der er ingen sammenhæng mellem en række dyre indkøb og udsigten til potentielt at blive straffet med et transferforbud.
Sådan lyder det fra Manchester Citys manager, Pep Guardiola, ifølge AFP og Reuters, efter at hans klub i løbet af vinterens transfervindue brugte i nærheden af 1,6 milliarder kroner på at købe Omar Marmoush, Abdukodir Khusanov, Vitor Reis og Nico Gonzalez.
Manchester City er tiltalt for 115 brud på fodboldens finansielle regler, og bliver klubben kendt skyldig, risikerer den at få et forbud mod at købe nye spillere i et eller flere transfervinduer.
Klubben risikerer også en bødestraf, men endnu værre er muligheden for at få fratrukket point eller blive tvangsnedrykket.
Pep Guardiola forventer, at dommen falder snart.
- Jeg regner med, at der falder en dom inden for en måned, siger Guardiola, inden han understreger og gentager, at der ikke er nogen sammenhæng i timingen mellem de mange indkøb og den snarlige domsafsigelse.
Guardiola forventer, at Manchester City bliver frikendt.
Han pointerer desuden, at klubbens indtægter og udgifter på transfermarkedet hænger bedre sammen end konkurrenternes, men at Manchester City bliver behandlet og bedømt anderledes, fordi klubben har stenrige ejere fra Abu Dhabi.
- Set over de sidste fem år er vi den af ligaens storklubber, der har brugt færrest penge, hvis man modregner salg. Selv hvis man indregner vores seneste indkøb i vintertransfervinduet, er vores transferbalance bedre end i Chelsea, Manchester United, Arsenal, Tottenham og Liverpool.
- Vi har brugt mange penge på det seneste, fordi vi også har solgt mange spillere, siger Guardiola.
Manchester City har gang i en vanskelig sæson. I Premier League indtager klubben en uvant plads som nummer fem og er reelt ude af mesterskabskampen.
I Champions League var holdet på randen af exit, men klarede sig akkurat igennem det indledende ligaspil. I den første knockoutrunde venter et yderst vanskeligt dobbeltopgør mod Real Madrid.
Lørdag eftermiddag spiller holdet en på papiret overkommelig FA Cup-udekamp mod Leton Orient.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.