Før ny DM-finale: Guldchancen er vokset
Hjørring Futsal Klub kan lørdag vinde klubbens første DM-titel
Opdateret kl. 18:38
GENTOFTE: Der bliver tale om en mindre nordjysk invasion i Gentofte, når Hjørring Futsal Klub lander i det nordkøbenhavnske for at spille den anden og potentielt afgørende DM-finale mod Gentofte lørdag eftermiddag.
Siden de to hold spillede 1-1 for en uge siden i Hjørring, har tankerne været mange hos målmand og profil William Rams, der med garanti skal stå en brandkamp, hvis guldet skal med hjem til Hjørring.
- Umiddelbart vil jeg mene, at vi står lidt bedre, end vi gjorde før den første finale. Nu skal vi i gåseøjne kun vinde den her ene kamp, og så er DM-titlen og Champions League-pladsen vores, siger William Rams, der lige skal smage lidt på den sætning.
- Det er godt nok vildt nok, at jeg kan sige sådan noget, men vi tror på det. Vi spillede en god første finale, og nu får vi Nikolaj Lyngø og Casper Knudsen tilbage fra karantæner, og de kommer til at forstærke os markant. De giver os flere strenge at spille på, så vi er optimistiske, selvom vi godt ved, at det bliver svært, siger William Rams.
- Inden den første finale sagde jeg 60/40 i Gentoftes favør. Det kan godt være, at de stadig er favoritter, men jeg anser det for at være ret lige i og med, at en eventuel vinder lørdag også bliver dansk mester, siger William Rams.
Der er kampstart lørdag klokken 13.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.