Guldjagt tog 20 år: Vendsyssel-lejr fik en fjer på
Vendsyssel Elite Badminton nåede torsdag aften det mål, klubben har kæmpet for siden stiftelsen i 2002
Opdateret kl. 15:41
BADMINTON: Præcis 20 år efter stiftelsen lykkedes det torsdag aften Vendsyssel Elite Badminton (VEB) at indfri den store drøm om at vinde det danske holdmesterskab.
I finalen blev Højbjerg nedlagt 5-2 i en intens atmosfære i Brøndby Hallen, hvor 50 af de mest inkarnerede fans var rejst til fra Vendsyssel for at bakke op.
- Jeg må sige, at spillerne virkelig steppede op, da det hele skulle afgøres. De ydede en helt fantastisk indsats, roser cheftræner Allan Kolbro Nielsen, der allerede tidligt i sæsonen gik rundt med en gulddrøm i maven.
- Da vi så nåede her til Final4 og kunne råde over en skadesfri trup til de afgørende kampe, så havde jeg en endog rigtig god fornemmelse, siger VEB-træneren.
Finalekampen bølgede dog frem og tilbage, og damesinglen og damedoublen var på samme tid ude i det afgørende sæt, som enten ville sikre VEB guldet eller bringe Højbjerg foran.
- I den fase bølgende det hele frem og tilbage. Men vi fik det heldigvis lukket, så vi kunne give følelserne frit løb, fortæller Allan Kolbro Nielsen.
Det sociale styrker holdet
Spillerne samledes sent i aftes på hotellet på den københavnske vestegn - sammen med bestyrelsesmedlemmer og sponsorerer - til en middag, god vin og selvfølgelig den obligatoriske champagne.
- Vi hyggede os og fik snakket sæsonen igennem - ligesom der blev holdt lidt taler. Socialt har vi det rigtig godt sammen, og det er også en af forklaringerne på, at vi nu er det bedste hold i Danmark, forklarer VEB-træneren.
Halvdelen af spillerne rejser nu videre til Madrid, hvor de fra næste uge skal spille EM. For resten af slænget går turen tilbage til Vendsyssel, hvor tegnebrættet til næste sæson ligger. Indtil videre er der ikke offentliggjort en eneste spiller til truppen for sæsonen 2022/2023.
- Men jeg kan love, at vi også har et hold næste år, og at vi går målrettet efter at beholde vores nuværende trup. Der er jo ingen grund til at splitte noget af, der fungerer, påpeger Allan Kolbro Nielsen.
Altid sulten efter mere
Vendsyssel Elite Badminton har nu opnået det mål, som man kæmpede for i mange år, så spørgsmålet er nu, hvad næste mål skal være.
- Det spørgsmål ramte da også mig, da jeg lagde hovedet på puden i aftes. Men vi, der er i sportens verden, er jo altid sultne efter mere. Nu skal vi have lov at nyde det her guld, og så hopper vi i arbejdstøjet igen til august. Der går vi helt sikkert målrettet efter at komme med til Final4 igen, fastslår Allan Kolbro Nielsen.
Vendsyssels guld i holdturneringen er i øvrigt det første til en nordjysk klub, siden Aalborg Tritons triumf i 1988.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.