Sport

Haaland slår rekord i bommert mod Brighton

Manchester City mistede endnu et skridt i subtoppen af Premier League, da holdet spillede 2-2 mod Brighton.

Erling Haaland scorede på et straffespark for Manchester City, der spillede 2-2 hjemme mod Brighton.
Erling Haaland scorede på et straffespark for Manchester City, der spillede 2-2 hjemme mod Brighton. Lee Smith/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 18:24

Manchester City var foran både 1-0 og 2-1, men endte med at spille 2-2 i lørdagens hjemmekamp mod Brighton i Premier League.

Dermed mistede Manchester City endnu et skridt i subtoppen af ligaen, hvor det for mesterholdet nu kun handler om at slutte på en af Champions League-pladserne, der som regel går til top-4, men måske ender med at gå til top-5 afhængig af de engelske klubbers resultater i de europæiske turneringer.

Med det uafgjorte resultat er Pep Guardiolas tropper placeret på femtepladsen med 48 point, mens Brighton har et enkelt point færre på syvendepladsen.

Nottingham Forest vandt 4-2 ude over Ipswich og cementerede dermed tredjepladsen med seks point mere end Manchester City.

Chelsea er nummer fire i tabellen med 49 point inden søndagens udekamp mod Arsenal.

City kom foran efter 11 minutter på et straffespark af stjerneangriberen Erling Haaland, der lavede sin sæsontræffer nummer 21 i ligaen.

Samtidig blev Haaland den første spiller til at være involveret i 100 mål på under 100 kampe. Haaland skulle kun bruge 94 kampe. Det gælder både mål og assister.

Ti minutter senere udlignede Brighton-backen Pervis Estupinan til 1-1 på et frispark, hvor City-keeper Stefan Ortega stod plantet i jorden i den tro, at bolden ville gå forbi mål. Men bolden gik ind via den ene stolpe.

Fem minutter før pausen scorede Citys offensive midtbanespiller Omar Marmoush til 2-1 på et fremragende langskud, som gik ind via stolpen.

Brightons angriber Joao Pedro var tæt på at udligne kort før pausen, men han sparkede lige forbi den ene stolpe.

I anden halvleg blev der kun scoret en enkelt gang, og City-stopperen Abdukodir Khusanov blev noteret for et selvmål på en afslutning af udeholdets Jack Hinshelwood.

City pressede på for endnu en scoring, men det var faktisk Brighton, der spillede bedst i lange perioder.

Dermed endte det med en pointdeling på Etihad.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden