Håndbold

Håndboldligaens topscorer skifter til Bundesligaen

Mads Kjeldgaard Andersen spiller fra den kommende sæson for tyske Bergischer HC.

Mads Kjeldgaard Andersen (i den hvide trøje) har scoret 94 mål i ligaen. Det gør ham til topscorer i ligaen.
Mads Kjeldgaard Andersen (i den hvide trøje) har scoret 94 mål i ligaen. Det gør ham til topscorer i ligaen. Ren© Schtze/Ritzau Scanpix

Bjerringbro-Silkeborg mister sin største målmaskine fra den kommende sæson.

Når sæsonen er slut, skifter Mads Kjeldgaard Andersen til den tyske bundesligaklub Bergischer HC.

Det oplyser BSH på sin hjemmeside.

- Jeg har været super glad for mine år i Bjerringbro-Silkeborg Håndbold. Jeg har helt vildt mange gode minder og tider med både trænere, spillere og ikke mindst fans, siger bagspilleren til klubbens hjemmeside.

- Jeg har udviklet mig som både spiller og menneske og er dermed klar på at tage det næste skridt i min karriere.

- Jeg har altid haft en drøm om at spille i Bundesligaen, og den drøm går i opfyldelse nu, siger han.

25-årige Mads Kjeldgaard Andersen har spillet for Bjerringbro-Silkeborg siden 2019.

Venstrebacken ligger for tiden øverst på HTH Herreligaens topscorerliste med 94 mål i 15 kampe.

Den 195 centimeter høje spiller bliver da også en svær mand at undvære, erkender Michael V. Knudsen, der er sportslig ansvarlig i Bjerringbro-Silkeborg.

- Mads har altid leveret varen og kommer på banen med en fantastisk udstråling og vindermentalitet. Det kommer vi til at savne både på og uden for banen – ligesom han er meget respekteret blandt spillerne og vores fans, siger han.

BSH meddeler desuden, at klubben har forlænget kontrakten med det unge fløjtalent August Fridén.

- Vi er utroligt glade for, at det er lykkedes at få en fireårig aftale med August Fridén. August er et af de absolut største talenter, vi har i Danmark på venstre fløj. Han er dermed også en meget eftertragtet spiller, som bliver spændende at følge, siger Michael V. Knudsen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden