Hårde Nations League-kampe skærper landsholdet

Nations League-formatet vækker glæde hos både landsholdsspillerne og landstræner Kasper Hjulmand.

De danske landsholdsspillere ses her under torsdagens træning på Stade de France. <i>Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix</i>

De danske landsholdsspillere ses her under torsdagens træning på Stade de France. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Fredag aften tager det danske fodboldlandshold hul på et Nations League-gruppespil for tredje gang, og den forholdsvis nye landsholdsturnering bekommer holdet vel.

Danmark er en del af turneringens A-niveau, der er forbeholdt de bedste hold, og det giver vanskelige kampe, der kan skærpe holdet inden VM-slutrunden i Qatar i november og december.

Landsholdsmålmand Kasper Schmeichel er blandt dem, der er glade for, at Nations League har erstattet udsigten til en lang række testkampe uden point på spil.

- Jeg nyder Nations League. Det er vigtigt, at det er noget på spil i kampene. For et hold som vores er det vigtigt at være i det øverste lag af turneringen, så vi får muligheden for at møde fantastiske hold. Det skal vi nu, når vi møder Frankrig. Det er en mulighed, vi gerne tager imod, siger målmanden.

Også Joakim Mæhle ser lyst på at spille Nations League, om end muligheden for at skærpe holdet er vigtigere end selve turneringen.

- Jeg vil ikke sige, at Nations League vejer tungest for os, men vi får seks kampe mod stærke hold, og dem kan vi bruge til at få det hele på plads, for der er ikke lang tid til, at vi skal stå skarpt ved en VM-slutrunde.

- Det er de stærke modstandere, der gør Nations League interessant, siger Joakim Mæhle.

Landstræner Kasper Hjulmand savner heller ikke flere testkampe. For nok giver testkampe mulighed for eksperimenter, men det gavner ikke landsholdsfodbolden, når der er kampe uden alverden på spil.

- Det er rart, at vi har Nations League-kampe. For Danmark giver det seks kampe på rigtig højt niveau, og det er bedre, end når man tænker tilbage på, da der var testkampe, som man måske ville kalde ligegyldige.

- Den her turnering er slet ikke ligegyldig, specielt ikke i A-gruppen, hvor vi får så mange gode kampe, som vi virkelig kan bruge til noget. Kampene samler også point til ranglisten, hvor vi har ligget mellem at være i øverste og næstøverste seedningslag.

- Det var gode resultater i Nations League, der gjorde, at vi blev førsteseedet i VM-kvalifikationen, og det var meget, meget vigtigt, siger Kasper Hjulmand.

Danmark er i gruppe med Frankrig, Østrig og Kroatien. Gruppens dårligste hold rykker ned på B-niveau, mens gruppens bedste hold går videre til et Final 4-stævne med deltagelse af tre andre gruppevindere.

Nations League kan også være en livline i jagten på en plads ved EM i Tyskland i 2024. Kikser Danmark i den normale kvalifikationsturnering næste år, kan Danmark via en god placering i Nations League alligevel ende i playoffkampe om en EM-billet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden