Fodbold

Hårdhed bydes velkommen i Fortuna Hjørring: - Vi vil bare høre sandheden

Det høster roser i Fortuna Hjørrings trup, at den nye cheftræner har en mere direkte tilgang til sin mandskabsbehandling

Bo Zinck har sikret to sejre i sine to kampe med Fortuna Hjørring.
Bo Zinck har sikret to sejre i sine to kampe med Fortuna Hjørring. Foto: Bo Lehm

FODBOLD: Fortuna Hjørring vandt fredag aften over de nordjyske kolleger hos FC Thy Thisted Q. Sejren blev samtidigt den anden ud af to kampe under cheftræner Bo Zinck. Den tidligere divisionstræner på herreplan har dermed fået en god start i en ny fodboldverden.

De første par uger har også budt på nye aspekter i træningen.

- Der har været intensitet i træning og struktur omkring omstillinger, så vi ikke giver noget væk. Der er arbejdet med afslutningsspil, indlæg og opspil. Der har kun været seks-syv træninger, men vi har set lidt på det hele. Det fungerer godt, og vi holdt nullet for anden kamp i træk. Det er en grobund for at skabe resultater igen og igen, fortæller Bo Zinck.

- Vi skaber mange chancer, og hvis vi kan blive skarpere på dem, bliver det godt, siger han.

Spillertruppen har med tilgangen af Bo Zinck også fået en ny slags leder. Det kan den erfarne angriber, Camilla Kur, bekræfte. 

- Det er en mand, der ved, hvad han vil. Det er vi glade for. Han træner på det, som han ser, og så er han hård. Det har været godt til os, siger hun.

- Man kan godt mærke, at det er en hårdere måde, som han siger tingene på. Men det er det, som vi har brug for, og tit vil vi bare gerne høre sandheden og få det lige ud af posen. Så skal man måske lige vænne sig til det, men det er ret godt, synes jeg, fortæller Camilla Kur.

Den nye cheftræner i Fortuna Hjørring skiller sig altså ud fra de foregående trænere, som hun har arbejdet med gennem årene som professionel fodboldspiller - både i Danmark og uden for landets grænser.

- Mine tidligere trænere har nok tænkt lidt mere over, hvordan man snakker til kvinder. Der er det lidt ligemeget for Bo. Om det er herrer eller damer, er det fodbold for ham, og det giver god mening, lyder det fra angriberen.

Cheftræneren slår således også fast, at han behandler sit nye mandskab, som han gjorde med herreholdene i Jammerbugt FC og Thisted FC.

- Jeg var også sur i pausen. Indtil videre har jeg holdt samme stil. Er jeg sur på nogen, bliver jeg stadigvæk sur, men jeg har ikke skilt nogen ad. Det bliver ikke højskolemanerer. Når man skal være sød, er jeg sød, og det kunne jeg også være med drengene. Det bliver ikke anderledes med pigerne, forklarer Bo Zinck, som har fået et godt indtryk af hele det professionelle setup omkring kvindeligaholdet med de mange mesterskaber bag sig.

- Det er nogle engagerede mennesker, som vil høre efter og lære noget. De springer ikke over, hvor gærdet er lavest. De vil alle noget, og det er virkelig godt. Der er fysiologiske forskelle fra mænd, men fodboldmæssigt tør de at lære en masse. Jeg er meget positiv. Her træner man landsholdsspillere, der vil noget på højeste niveau, og det er fantastisk, siger han.

Fortuna Hjørring indtager nu en tredjeplads i Gjensidige Kvindeligaen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden