Haarup-langskud sikrer et enkelt point i årets sidste Hobro-kamp
Mathias Haarup stod for en tidlig scoring i fredagens 1. divisionskamp mod Kolding. Men hjemmeholdet kunne ikke holde skansen
FODBOLD: Hobro IK måtte fredag nøjes med et enkelt point, da Kolding IF gæstede DS Arena. 1. divisionsopgøret endte 1-1, og dermed må nordjyderne gå på juleferie med en mindre skuffelse frisk i hukommelsen.
Allerede i det tredje minut kom Hobro foran, da Mads Hvilsom lagde bolden an for Mathias Haarup, der i dagens opstilling var på kanten.
Fra god afstand sendte Haarup et imponerende skud i mål via overliggeren.
Mål: 1-0 Mathias Haarup (3. minut), 1-1 Niels Letort (75. minut)
Advarsler: Sebastian Sommer, Kolding (29. minut), Denis Fazlagic, Kolding (87. minut)
Opstilling, Hobro (4-5-1): Adrian Kappenberger - Jesper Bøge, Hugo Andersson, Tobias Salquist, Jacob Tjørnelund - Mathias Haarup (Danny Amankwaa, 88. minut), Christian Cappis (Alexander Baun, 77. minut), Jonas Brix-Damborg, Mikkel M. Pedersen (Amel Mujanic, 82. minut), Edgar Babayan - Mads Hvilsom
Foruden det tidlige mål var det en aldeles lige kamp mellem de to 1. divisionshold. Hobro kom flere gange til gode muligheder efter standardsituationer frem mod pausen, mens Kolding spillede sig igennem til et par store muligheder.
To gange kom Adrian Kappenberger på fornem vis ud af sit mål og stod i vejen for en reducering gennem første halvleg.
Knap et kvarter efter pausen var Hobro ualmindeligt tæt på at komme yderligere foran, da Mads Hvilsom kom til en oplagt scoringsmulighed. Frederik Ibsen i mål hev dog en imponerende redning frem og fulgte straks op på den, da Mathias Haarup fik en fri afslutning på riposten.
Efter 75 minutter var det til gengæld gæsterne, der fik netmaskerne i bevægelse. Et indlæg kom ad omveje frem til indskiftede Niels Letorts fødder, som nemt kunne gøre det til 1-1 efter en omgang ukoordineret forsvarsspil fra Hobros side.
Mod kampens slutning fik hjemmeholdet spillet sig frem i flere angreb med stort potentiale. Men det blev aldrig helt farligt inde foran Frederik Ibsen i Kolding-målet.
Med det ene point ligger Hobro tæt omkring skellet i 1. divisions tabel. Her opdeles divisionen i de seks bedste og seks nederste hold, der overgår til henholdsvis opryknings- og nedrykningsspil, når de næste seks kampe er spillet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.