motorløb

Haas-chef: Kevin Magnussen var et logisk valg

Kevin Magnussens erfaring bliver værdifuld for udviklingen af Haas, siger teamchef Günther Steiner.

Teamchef Günther Steiner ses her ved siden af Kevin Magnussen ved et Haas-arrangement i 2019.
Teamchef Günther Steiner ses her ved siden af Kevin Magnussen ved et Haas-arrangement i 2019. Rick Rycroft/Ritzau Scanpix

Der skulle stort set ingen overvejelse til, da Formel 1-holdet Haas kort før sæsonstart skulle finde en erstatning for den fyrede russiske kører Nikita Mazepin.

Det var nemlig helt logisk at snuppe danske Kevin Magnussen, som også kørte i Haas-raceren i perioden 2017-2020. Det siger Haas-teamchef Günther Steiner til sit holds hjemmeside.

- Jeg er meget glad for at kunne byde velkommen tilbage til Kevin Magnussen. Når man leder efter en kører, der kan bringe værdi til holdet, og som har erfaring i Formel 1, var det en simpel beslutning for os at vælge Kevin.

- Han var også ledig på markedet, og det betyder, at vi kan tage ham direkte ind i vores sæsonforberedelser og teste ham sammen med Mick Schumacher og Pietro Fittipaldi, siger teamchefen.

Allerede torsdag kan Magnussen sætte sig i Haas-raceren i Bahrain.

Her får reserven Fittipaldi mulighed for at køre i raceren første halvdel af dagen.

Derefter kører Magnussen og teamkollega Mick Schumacher resten af testugen, der løber frem til lørdag. I næste uge venter sæsonens første grandprix, det afvikles også i Bahrain.

Günther Steiner hæfter sig ved, at Kevin Magnussen tidligere har vist sig som en værdifuld brik hos Haas, da danskerens store indsigt i racerbiler også har kunnet hjælpe holdets mekanikere og ingeniører.

- Kevin var en nøglebrik i vores tidligere succes, ikke mindst da vi opnåede vores bedste resultat i Formel 1 i 2018.

- Som en veteran i både garagen og i rummet med ingeniører er han en vigtig brik for os i vores fortsatte udvikling af vores VF22-racer. Vi ser alle frem til at se Kevin tilbage hos os i den her uge, siger Günther Steiner.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden