Hamrén giver lektier for: Her er hans krav til AaB-spillerne
Spillerne i den nedrykningstruede superligaklub har fået inddraget en del af ferien af cheftræneren, der vil se store forbedringer i forårssæsonen

Erik Hamrén vil have spillerne til at kommunikere mere med hinanden til træning og i kamp. Foto: Torben Hansen
AALBORG:Oprindeligt kunne AaB's superligaspillere se frem til at gå på juleferie allerede nu, men de planer har cheftræner Erik Hamrén skrinlagt, efter at han er kommet til den nedrykningstruede klub.
- Vi skal forbedre os både individuelt og som hold, hvis vi skal overleve i Superligaen, og så holder det ikke, at spillerne får syv ugers ferie.
- Derfor har jeg besluttet, at vi fortsætter med at træne i yderligere to uger (frem til 2. december, red.), og derefter får spillerne selvfølgelig et træningsprogram med hjem til ferien, fortæller svenskeren.
Når Erik Hamrén 4. januar igen kalder truppen til Hornevej, kommer de til at stå til regnskab for deres frekvens af julefrokoster.
- Vi tester hver enkelt spiller individuelt i denne uge, så vi kan se, hvor de ligger rent formmæssigt og har noget at sammenligne med, når de kommer tilbage fra juleferie, forklarer Erik Hamrén.
Skal på teambuilding
Inden juleferien kalder skal spillerne også på en teambuilding-tur arrangeret af mentaltræner Martin Langagergaard.
- Vi er et hold med en del nye navne, der ikke har været sammen så længe, og det kan man nogle gange se i kampene. Kommunikationen kan blive bedre, siger AaB-træneren, der generelt vil have mere lyd på sine udvalgte.
- Jeg vil have, at spillerne stiller større krav til hinanden og er bedre til at coache hinanden - også til træning. Det er et vigtigt element, hvis vi skal forbedre os. Forbedring kræver forandring, fastslår Hamrén.

Erik Hamrén er skuffet over AaB's sidste kampe i efteråret, og han mener, at spillerne har ladet sig negativt påvirke af den alvorlige situation. Foto: Torben Hansen
Han er meget skuffet over, at AaB sluttede efteråret med fire nederlag på stribe, der har sendt dem syv point under nedrykningsstregen.
- Vi må være ærlige og sige, at det har været nogle dårlige kampe, og fortsætter vi på den måde, så rykker vi ned. Træningen har egentlig været god, men i kampene har spillerne virket påvirkede af situationen i takt med, at vi er kommet længere væk fra redningen. Situationen har sneget sig ind i hovederne på spillerne, og der bliver for meget konsekvens-tænkning. Det skal vi have løst op for, siger Erik Hamrén.
Svenskeren har uden tvivl påtaget sig en af trænerkarrierens største opgaver, når han i foråret skal forsøge at styre AaB uden om nedrykningen til 1. division.
- Men jeg er stærk i min tro på, at vi skal klare den her opgave, selvom det bliver svært. Vi skal selvfølgelig have noget nyt blod ind i truppen, men jeg ser også et stort uforløst potentiale i den nuværende trup.
- Vi har 15 kampe forude og 45 point at spille om. Kan vi holde det niveau, som vi viste i store dele af kampene mod Brøndby og Silkeborg - og vel at mærke gøre det i 90 minutter i alle kampe - så kan vi sagtens tage 30 eller sågar 35 point. Sker det, så løser vi opgaven, siger en stålsat Erik Hamrén.
Du kan høre mere om AaB i Nordjyskes fodboldpodcast Ripodsten. Den kan findes i din foretrukne podcast-app .
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.