Erik Hamrén om comeback: Én ting forandrede alt

AaB's comeback-træner var tilfreds med det defensive udgangspunkt mod AGF, men savnede offensivt mod hos sine spillere

Erik Hamréns genforening med Rasmus Würtz på trænerbænken blev lige til glemmebogen. <i>Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix</i>

Erik Hamréns genforening med Rasmus Würtz på trænerbænken blev lige til glemmebogen. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

FODBOLD:Det var en skuffet men fattet AaB-træner, der mødte pressen efter lørdagens 1-3-nederlag til AGF på Ceres Park i Aarhus. Erik Hamrén var meget langt fra at få det superligacomeback hos aalborgenserne, som han havde håbet på.

- Jeg er naturligvis skuffet. Jeg synes egentlig, at vi stod fornuftigt rent defensivt frem til AGF's 1-0-mål, som de kom alt for let til, men derfra forandrede alt sig. 

- Den første scoring betyder bare ekstremt meget, når man er et bundhold, der ikke har vundet så meget og har haft svært ved at score mål. Derfra må vi erkende, at vi faldt fra fra hinanden, lyder Hamréns analyse.

Svenskerens tilgang til AGF-kampen, hvor holdet stod forholdsvist lavt på banen, var dog som dikteret af den nye cheftræner.

- Jeg synes heller ikke, at vi kom til at stå for lavt, men når vi skulle sætte vores pres, så gjorde vi det for sent, så AGF fik tid til at spille bolden simpelt forbi os. Og de gange, hvor vi vandt bolden, havde vi ikke modet til at spille fodbold og sætte det offensive spil. Det skuffer mig, konstaterer Erik Hamrén.

Han har dog roser til Younes Bakiz, der fik sin første start for AaB og var sit holds bedste offensive spiller. Han spillede i første halvleg Lucas Andersen frem til AaB's største mulighed, men anføreren trådte i bolden, så chancen løb ud i sandet.

- Younes viste noget af det, som jeg gerne vil se rent offensivt. Han havde modet til at udfordre, men desværre havde han ikke fysikken til en hel kamp. Der er dog noget at arbejde videre med det, mener Erik Hamrén.

Han kan nu se frem til en landskampspause, hvor han har mere tid til at arbejde med AaB-holdet, der næste gang skal i aktion fredag 30. september mod OB på Aalborg Portland Park.

- Jeg vil dog gerne understrege, at jeg ikke kan forandre alt på to uger, men det giver selvfølgelig mulighed for at gå mere i detaljen med tingene. Selvom vi lige nu er et bundhold, så synes jeg stadig, at der findes masser af kvalitet i truppen, jeg kan arbejde videre med, slutter svenskeren.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden