Hans livs skuffelse: Jeg bliver så ked af det

To måneder efter Le Mans-nedtur gælder det sæsonafslutningen i VM-serien for den nordjyske racerkører Anders Fjordbach

Anders Fjordbach har været hurtigste mand i High Class-raceren i denne sæson - men overordnet har teamets præstationer været skuffende og langt fra at opfylde de store ambitioner. Foto: High Class Racing

Anders Fjordbach har været hurtigste mand i High Class-raceren i denne sæson - men overordnet har teamets præstationer været skuffende og langt fra at opfylde de store ambitioner. Foto: High Class Racing

BAHRAIN:Den nordjyske racerkører Anders Fjordbach tier i nogle sekunder, før han sætter ord på den gigantiske skuffelse, årets 24 timers løb i Le Mans udviklede sig til for den LMP2-racer fra High Class Racing, som han delte med Jan Magnussen og hans søn Kevin Rasmussen.

Det er nu godt to måneder siden, trioen kørte frem til start med tårnhøje ambitioner om at levere et topresultat i det legendariske motorløb.

I stedet krydsede de målstregen på en beskeden 29. plads - milevidt fra opfylde både egne og omverdenens forventninger og ni pladser dårligere placeret end den anden bil fra High Class-teamet.

- Jeg har slet ingen ord. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Jeg bliver så ked af at tænke på det, lyder det fra Anders Fjordbach.

Anders Fjordbach kan næsten ikke holde ud at tænke på skuffelsen over resultatet i 24 timers løbet i Le Mans i slutningen af august. Foto: High Class Racing

Anders Fjordbach kan næsten ikke holde ud at tænke på skuffelsen over resultatet i 24 timers løbet i Le Mans i slutningen af august. Foto: High Class Racing

Jan Magnussen har tidligere vundet Le Mans fire gange i nogle af løbets sekundære klasser. Og fra den kommende sæson bliver Kevin Magnussen en af toppiloterne i Peugeots satsning på den nye hypercarklasse.

- Så han skal nok komme til at vinde. Jeg ved ikke, hvor mange chancer jeg får i sådan en opsætning, så det var rigtigt nedslående, fastslår Anders Fjordbach.

Efter at have fordøjet skuffelsen er det nu tid til også at ryste den af sig og se fremad. I de kommende to weekender gælder det sæsonafslutningen i VM-serien i langdistanceræs, hvor feltet er nået til Bahrain.

Seks timers-løbet i den kommende er lagt ind i løbskalenderen som erstatning for et planlagt løb på Fuji-banen i Japan, som de japanske arrangører tidligere på sæsonen aflyste på grund af coronapandemien.

Weekenden derefter lukker og slukker VM-serien med endnu et løb i Bahrain - denne gang et løb over otte timer.

Også VM-serien har udviklet sig til en fæl skuffelse for High Class Racing, som gik ind til sæsonen med ambitioner om at vinde LMP2 Pro/Am-klassen. Nu vil det kræve en kraftpræstation i Bahrain blot at klemme sig op på det samlede podie blandt de fem deltagende teams i Pro/Am-feltet, hvor det nordjyske team netop nu indtager fjerdepladsen.

Sæsonafgslutningen bliver med to iøjnefaldende ændringer i High Class-teamet, hvor Anders Fjordbach hidtil har delt "Dannebrog på fire hjul" med Dennis Andersen og Jan Magnussen.

Ændringer i terminerne for sæsonafslutningen betyder, at Jan Magnussen ikke kan opfylde sin kontrakt om en fuld VM-sæson med High Class Racing på grund af andre løbsopgaver, og som erstatning har High Class Racing hyret den polske F1-reserve Robert Kubica ind til de to løb i Bahrain.

Han har netop vundet den europæiske Le Mans-serie med det belgiske WRT, og den ændring i teamets kører-lineup er ikke nødvendigvis skidt for High Class Racing, for trods Jan Magnussens indiskutable legendestatus i dansk motorsport, har hans sæson hos High Class også vist, at 20 sæsoner som GT-kører har kostet ham topfart i prototyperne.

Han er simpelthen ikke så hurtig i de biler, som han var engang.

Også teamchef Nikolaj Johansen er fortid hos det nordjyske racing-team. Anders Fjordbach oplyser, at han siden Le Mans blevet erstattet af spanieren Gustavo Forrell.

- Motorsport er en hård branche, og det kræver så meget tid. Det er fra morgen til aften, og det er hele året. Nikolaj kunne ikke investere mere tid i det, end han gjorde, fordi han også driver et selskab ved siden af. Han har gjort det fantastisk i forhold til den tid, han har haft til jobbet, og det er vi ham meget taknemmelige for, siger Anders Fjordbach, som trods sæsonens mange skuffelser ser frem mod at levere en sæsonafslutning, der peger fremad.

- Jeg vil ha', at vi er der, hvor vi skulle have startet sæsonen; hvor vi er selvskrevne til at køre på podiet i Pro/Am!

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden