Harder udgår med skade i dansk sejr over Schweiz

Danmarks største stjerne udgik i 2-1-sejr over Schweiz i Nils Nielsens afskedskamp som træner for Schweiz.

Danmark slog fredag Schweiz med 2-1. <i>Michael Buholzer/Ritzau Scanpix</i>

Danmark slog fredag Schweiz med 2-1. Michael Buholzer/Ritzau Scanpix

Det danske kvindelandshold slog fredag Schweiz 2-1 på udebane i en VM-testkamp.

Signe Bruun blev dobbelt dansk målscorer, efter at Géraldine Reuteler havde bragt værterne foran.

Bruun udlignede i midten af anden halvleg til 1-1, inden hun ti minutter før slutfløjt på endnu et hovedstød scorede sejrsmålet.

Hjemmeholdet - med Nils Nielsen på trænerbænken for sidste gang - var bedst før pausen. Men flere schweiziske udskiftninger i anden halvleg gjorde, at danskerne kom bedre med.

Danmark måtte klare sig uden anfører Pernille Harder. Hun måtte hjælpes fra banen efter godt 10 minutter, efter at angriberen pådrog sig en skade i venstre baglår.

Umiddelbart lignede det en forstrækning eller en fiberskade til Danmarks største profil.

Uden Harder havde gæsterne til at begynde med svært ved at spille sig til de store chancer.

Sofie Svava var tættest på for Danmark, da hun kort før pausen blev afvist af stolpen, efter at keeperen fik fingerspidserne på.

Indtil da havde Danmark blot truet det schweiziske mål på hovedstød fra Louise Junge og Stine Larsen. Begge spillere manglede dog den nødvendige præcision, når de forsøgte sig.

Schweizerne var langt mere nærgående på kunstgræsset i Schaffhausen med flere velspillede angreb.

Simone Boye i det danske midterforsvar så tung ud, da hun efter en halv time blev oversprintet af Ramona Bachmann, der dog kom ud i en lidt for spids vinkel og skød i sidenettet.

Generelt var målmand Lene Christensen den bedste dansker før pausen, hvor hun blandt andet fik vippet et schweizisk frisparksforsøg op på overliggeren.

Schweizerne tog føringen kort efter pausen. På et velspillet angreb kunne Géraldine Reuteler til sidst sætte foden på bolden og gøre det til 1-0.

Pernille Harders afløser, Signe Bruun, begyndte herefter at røre på sig, og midtvejs i halvlegen nåede hun højest på et indlæg fra Svava og pandede Danmark på 1-1.

Bruun gentog kunststykket med ti minutter tilbage, da hun fik headet bolden i en blød bue hen over over den schweiziske keeper til 2-1.

Danmark møder på tirsdag Holland på udebane i endnu en VM-testkamp.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.