Sport

Hattrick-helt sikrer oprykker første sejr i 1. division

Kasper Andersen blev manden, som stoppede Hillerøds gode sæsonstart og skød Aarhus Fremad i gang.

Aarhus Fremad fik lørdag sin første sejr i 1. division efter oprykningen denne sommer. (Arkivfoto).
Aarhus Fremad fik lørdag sin første sejr i 1. division efter oprykningen denne sommer. (Arkivfoto). Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 19:11

Hillerød Fodbold er kommet godt fra land i denne sæsons 1. division, men lørdag indkasserede holdet fra Nordsjælland det første nederlag.

Det skyldes ikke mindst Aarhus Fremads Kasper Andersen, som stod for alle tre fuldtræffere i sejren på 3-1 over gæsterne.

Mens det for Hillerød var første nederlag, var det for oprykkerne den første sejr.

Hillerød har besejret både Middelfart og B.93 og spillet uafgjort med AaB, mens Aarhus Fremads eneste point før lørdag kom i hus med 0-0 mod AC Horsens i premiererunden.

I opgøret mod Hillerød lagde Kasper Andersen tidligt fundamentet til sejr. Der var kun spillet otte minutter, da han åbnede scoringen.

Ti minutter før pause viste han igen sin målfarlighed med fordoblingen af både føringen og sin egen måltotal.

Efter pausen bragte Adrian Justinussen spænding tilbage i opgøret med en reducering, men Kasper Andersen var ikke færdig med at vise sig frem.

Efter en times spil fuldbyrdede han hattricket, som blev kampens sidste scoring.

Begge de to øvrige opgør lørdag endte 2-0. Kolding IF kunne rejste østover med tre point hentet i Esbjerg, mens AC Horsens på egen plæne nedlagde Middelfart.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden