rekord

Hattrickhelten Mbappe scorer efter otte sekunder i storsejr

Med et mål efter otte sekunder satte Kylian Mbappe gang i målfesten i PSG's sejr på 7-1 over Lille.

Kylian Mbappe jubler efter sit lynmål mod Lille. Den franske stjerne endte med at lave hattrick.
Kylian Mbappe jubler efter sit lynmål mod Lille. Den franske stjerne endte med at lave hattrick. Denis Charlet/Ritzau Scanpix

Spillerne fra Lille havde knap nok fået snøret støvlerne, inden de kom bagud mod Paris Saint-Germain i de to holds møde søndag i den franske Ligue 1.

Allerede efter otte sekunder lå bolden således i nettet bag målmand Leo Jardim.

Det var Kylian Mbappe, der lavede lynmålet og sparkede PSG på 1-0 i kampen, som endte med en storsejr over mestrene fra 2020/21-sæsonen på 7-1.

Mbappe vippede bolden over Leo Jardim efter en stikning fra Lionel Messi, som stod på egen banehalvdel tæt ved midterlinjen. Med målet tangerede Mbappe rekorden for den hurtigste scoring nogensinde i den franske liga.

Lidt over midtvejs i første halvleg kom Messi selv på måltavlen, da han med indersiden vinklede en tværaflevering i feltet i kassen.

Lige før pausen kom den sidste del af PSG's stjernebesatte angrebstrekløver, Neymar, også på tavlen. Brasilianeren scorede til 4-0. Fem minutter forinden havde Achraf Hakimi gjort det til 3-0.

Neymar var også på pletten kort inde i anden halvleg, da det blev 5-0. Kort efter reducerede Lille, men PSG mosede videre, og i 66. minut blev Kylian Mbappe dobbelt målscorer. 6-1 til PSG.

Den franske stjerne fuldendte sit hattrick, da han med et par minutter tilbage af den ordinære spilletid gjorde det til 7-1.

Med sejren fortsætter PSG sin imponerende sæsonstart, der har budt på tre sejre i lige så mange kampe og en samlet målscore på 17-3.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden