HB Køge er underdog mod Juventus i jagten på CL-millioner

Et klækkeligt beløb finder vej til HB Køges bankkonto, hvis klubben over to kampe slår Juventus.

HB Køge debuterede i sidste sæson i Champions Leagues gruppespil, hvor klubben tabte alle sine seks kampe og sluttede med en målscore på 2-22. (Arkivfoto). <i>Albert Gea/Reuters</i>

HB Køge debuterede i sidste sæson i Champions Leagues gruppespil, hvor klubben tabte alle sine seks kampe og sluttede med en målscore på 2-22. (Arkivfoto). Albert Gea/Reuters

Der er millioner på spil, når HB Køges fodboldkvinder tirsdag går på banen.

Hvis det over to kampe ender med sejr over Juventus, kan klubben således se frem til at sætte mindst 3,5 millioner kroner ind på kontoen.

Tirsdagens opgør er nemlig det første af to møder med italienerne i den afgørende kvalifikationsrunde til Champions Leagues gruppespil.

- Det er i hvert fald i top-3 over de vigtigste kampe i klubbens historie, siger direktør Per Rud.

HB Køge har fordel af hjemmebane i tirsdagens opgør, mens returopgøret 28. september bliver spillet hos Juventus i Torino.

Men de danske mestre kan ikke prale af at være favoritter til for andet år i træk at snuppe en billet til det forjættede Champions League-land.

Juventus er en stærk modstander, som har siddet på den italienske fodboldtrone siden 2018 og sidste år nåede Champions League-kvartfinalen.

- Vi har virkelig trukket den værste modstander, vi kunne få. Der var en masse andre hold, vi ville have været favoritter imod. Men vi tager det som en udfordring, siger Per Rud.

HB Køge, der også har et hold i herrernes 1. division, havde ved udgangen af 2021 en negativ egenkapital på godt syv millioner kroner efter flere underskud i træk.

Klubben har ikke budgetteret med, at kvindeholdet snupper en plads i Champions League-gruppespillet, men et økonomisk rygstød vil varme i kassen.

- De penge, vi kan tjene i Champions League, kan være med til at rykke os et skridt længere som klub, og derfor er kampene mod Juventus rigtig, rigtig vigtige for os, siger Per Rud.

HB Køges kvindehold er på få år gået fra at være et hold i den næstbedste række til nu at være det klart stærkeste hold i Danmark.

Den foreløbigt største kulmination kom sidste år, hvor klubben vandt sit første danske mesterskab og nåede Champions Leagues gruppespil.

Flere og flere spillere i truppen kan kalde sig fuldtidsprofessionelle, og med flere penge i kassen er der mulighed for, at udviklingen fortsætter.

- Der er altid nok at bruge penge på i en fodboldklub, siger Per Rud.

- Vi er gået fra, at spillerne trænede om aftenen, til at vi nu har et fuldtidskoncept. Vi har en helt anden bredde på holdet nu end i begyndelsen, og vi lykkes også kontinuerligt med at hente topspillere. Den udvikling vil vi gerne fortsætte, siger Per Rud.

Juventus har danskerne Sofie Junge og Matilde Lundorf i truppen.

De to hold mødes klokken 18.00 tirsdag aften.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.