HB Køge sender målmand til Arsenal i rekordhandel

HB Køge har solgt amerikanske Kaylan Marckese til Arsenal i en rekordhandel for den danske klub.

Kaylan Marckese spillede 47 kampe for HB Køge. (Arkivfoto). <i>Claus Bech/Ritzau Scanpix</i>

Kaylan Marckese spillede 47 kampe for HB Køge. (Arkivfoto). Claus Bech/Ritzau Scanpix

HB Køge har mistet en vigtig brik i jagten på et hattrick af danske mesterskaber.

Klubben har således solgt førstemålmand Kaylan Marckese til Arsenal. Det skriver Køge på sin hjemmeside, hvor det ligeledes lyder, at det er den største handel i HB Køges kvindeholds historie.

Ifølge klubben selv er summen, som Køge modtager, ligeledes en af de største i dansk kvindefodbolds historie.

- Det er fantastisk for os, at vi er nået til et punkt, hvor vi kan sælge til så stor en klub som Arsenal. Det vidner om, at vi har gjort tingene rigtigt, siger Køge-direktør Per Rud på klubbens hjemmeside.

- Vi har scoutet rigtigt, og vores trænerstab med målmandstræner Claes De Flon i spidsen har udviklet de rigtige ting i Kaylans spil, så hun har kunnet præstere på internationalt topniveau – og det belønner sig nu for både hende og os selv. Vi er vildt stolte over forløbet og salget.

Kaylan Marckese kom til Køge fra islandske Selfoss i starten af 2021 og har således været med til at vinde Køges to DM-titler i de forgangne to sæsoner.

Sidste efterår stod Marckese og Køge over for netop Arsenal i Champions League. Her reddede amerikaneren et straffespark i den første kamp mellem de to hold.

Marckese nåede at spille 47 kampe for HB Køge. Hun holdt målet rent i 23 af dem.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.