Heinz Ehlers bliver cheftræner i Schweiz
Nordjyske Heinz Ehlers bliver cheftræner for SC Bern i den bedste ishockeyliga i Schweiz
Opdateret kl. 17:37
BERN: Nordjyske Heinz Ehlers bliver med øjeblikkelig virkning cheftræner for SC Bern i den bedste schweiziske ishockeyliga.
Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.
59-årige Ehlers har været assistenttræner i Basel i den næstbedste række siden sæsonens begyndelse, men bliver nu cheftræner efter Berns fyring af finske Jussi Tapola 1. oktober.
Her får han Pavel Rosa og Patrick Schöb som sine assistenttrænere.
- Heinz Ehlers kender National League rigtig godt og har gentagne gange i løbet af sin karriere bevist, at han kan føre et hold til succes, siger klubbens sportsdirektør, Martin Plüss.
I de to forgangne sæsoner har Ehlers stået i spidsen for den schweiziske klub Visp. I sidste sæson førte han klubben til en førsteplads i den næstbedste række.
Forud for det schweiziske eventyr var Ehlers landstræner for Danmark i fem år frem til VM i 2023, hvor han stoppede for at søge nye udfordringer.
Bern ligger lige over nedrykningsstregen i National League med 11 point for 11 kampe.
Holdets næste kamp er onsdag mod Belfast i Champions League.
Heinz Ehlers blev fornyligt præsenteret som rådgiver og kommende bestyrelsesmedlem i Aalborg Pirates, og det er planen, at han efter sæsonen flytter hjem til Aalborg for at spille en mere aktiv rolle hos piraterne.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.