Hele den danske trup er stemplet ind ved EM

Alle danske spillere har nu fået spilletid, og samtlige markspillere er nu på måltavlen ved EM i Slovenien.

Andrea Hansen fik sine første minutter ved EM søndag, og hun bød ind med tre mål på fire forsøg i anden halvleg. <i>Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix</i>

Andrea Hansen fik sine første minutter ved EM søndag, og hun bød ind med tre mål på fire forsøg i anden halvleg. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Landstræner Jesper Jensen betoner hele tiden, at Danmark skal slå modstanderne på at have en bredere bænk og dermed kunne holde et tungt tryk på modstanderne gennem 60 minutter i alle kampe.

I det lys var sejren mod Serbien søndag ved EM mere end bare to vigtige point og en sikret plads i mellemrunden.

Danskerne kvaste serberne og var foran med syv mål allerede ved pausen. Det gav mulighed for at få bragt hele truppen i spil.

- De fleste har mindst fået et kvarters tid nu efter to kampe, og det er rigtig fint. Alle føler, de er med og har bidraget, siger Jesper Jensen efter storsejren på 34-21.

Da venstrefløjen Elma Halilcevic sent i anden halvleg satte sin første slutrundescoring ind, var samtlige 14 danske markspillere på måltavlen ikke bare i turneringen, men faktisk i kampen mod Serbien.

Dermed var kampen også et bevis på, at hele holdet kan og allerede har bidraget.

For Kathrine Heindahl, som slider hårdt i begge ender af banen enten centralt i forsvaret eller på stregen i angrebet, giver det også endnu mere tro på holdet i resten af turneringen, når alle er kommet i gang.

- Det betyder meget. For det første det med at få fordelt ressourcerne, men for det andet også, fordi vi har gode erfaringer med, at så snart vi kan få hele bænken i spil, så er vi sindssygt gode.

- For så skal de andre enten være i rigtig god form eller have en lige så bred bænk som os. Og det er der ikke ret mange, som har. Vi vidste, at jo flere vi kunne bringe i spil, jo bedre ville det være, siger Heindahl.

Efter ti minutter, hvor Serbien hang nogenlunde på, trak Danmark fra, og siden så holdet sig ikke tilbage i kampen. Ude på bænken havde Jesper Jensen da også en af sine roligere dage på kontoret.

- Jeg havde en god fornemmelse, allerede da vi startede kampen. Lars og jeg var ret rolige, for vi syntes, vi som hold havde gjort vores arbejde godt, og spillerne har været gode og kom hurtigt af med Slovenien-kampen, fortæller han.

Tirsdag møder Danmark naboerne fra Sverige i den sidste gruppekamp.

Danmark har stadig mulighed for at komme til mellemrunden med maksimumpoint, men risikoen for at få nul point med over er også til stede.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.