Hele verden hylder nordjyske Vingegaard efter den store triumf

Jonas Vingegaard fra Thy overvandt alt og alle på 11. etape af Tour de France onsdag. Nu reagerer hele verden på den store præstation

Cykelrytteren Jonas Vingegaard fra holdet, Jumbo-Visma, var hjemme i Glyngøre mellem træning og cykelløb i maj. Glyngøre 4. maj 2022 <i>Foto: Torben Hansen</i>

Cykelrytteren Jonas Vingegaard fra holdet, Jumbo-Visma, var hjemme i Glyngøre mellem træning og cykelløb i maj. Glyngøre 4. maj 2022 Foto: Torben Hansen

Jonas Vingegaard. Cykelrytteren fra Thy. Manden, som onsdag tog Tour de France og verden med storm, da han satte alt og alle på tourens 11. etape med top på stigningen Col du Granon og strøg først over målstregen og direkte i den vel nok mest kendte gule trøje i verden.

Thyboens sejr skabte stor jubel på den 25-åriges hjemstavn, i regionen og i hele Danmark – ja faktisk hele verden fik øjnene op for, hvad Vingegaard præsterede.

For det var ikke blot en etapesejr i verdens største cykelløb. Det var en manifestation af hans evner som en af de bedste bjergryttere i verden, som superstjernen Tadej Pogačar har kaldt ham. Pogačar, den dobbelt-forsvarende tour-vinder, som Vingegaard i øvrigt satte noget så eftertrykkeligt på etapens sidste stigning og dermed rev den gule førertrøje fra.

Det er en præstation, som verden har fået øje på. Store medier fra hele verden skriver om det, og her er nogle af ordene om nordjyske Jonas.

The Guardian

Kun en idiot ville mene, at det var alt andet end episk. Hvilket cykelløb af Vingegaard og hans hold, Jumbo Visma. Pogačar blegnede på Col du Granon, og han blev frarøvet rollen som fører af løbet. Det så godt ud for ham før den sidste stigning, hvor han endda smilede til kameraet. På det tidspunkt så det ud til, at han havde slukket den ild, som Jumbo Visma-holdet var kommet med.

Der Spiegel

Før Alpe-etapen blev Tadej Pogačar betragtet som uovervindelig i dette års Tour de France. Men så blev han besejret af Jonas Vingegaard - på samme bjerg som Bernard Hinault.

L'Equipe

En helt ny verden udspillede sig på den legendariske 11. etape mellem Albertville og Col du Granon, onsdag den 13. juli. Jonas Vingegaard vandt alene på toppen af ​​denne gigant i Alperne, der ligger i 2413 meters højde, ved at angribe fem kilometer fra mål. Det ramte som en blitz, der begravede Tadej Pogačar. 

La Gazzetta dello Sport

Kongens belejring sluttede på toppen af Col du Granon. Pogačar har hidtil været uangribelig, uimodståelig og i stand til hvad som helst. Men også han giver efter. Pludselig forsøgte han end ikke at reagere, som var hans ben lavet af bly. Vingegaard, der arbejdede på fiskemarkedet om morgenen og trænede på cykel om eftermiddagen, før han tænkte på det professionelle liv, levede sit livs dag.

CyclingNews.com

Jonas Vingegaard overtog kontrollen af Tour de France med en sejr på toppen af Col du Granon på en af de mest dramatiske dage i løbets store historie. Siden sin sejrsrige debut i 2020 har Tadej Pogačar knapt vist et glimt af svaghed i touren, men han krakelerede på en brutal dage i de høje alper, og det udnyttede Vingegaard til fulde.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.