Henrik P: - Det hænger ganske enkelt ikke sammen
Skuffelsen og irritationen var til at mærke på Henrik Pedersen, da han skulle gøre status over Vendsyssels indsats ude mod FC Fredericia
Opdateret 23. august 2022 kl. 14:32
FODBOLD: Henrik Pedersen var i sagens natur ikke tilfreds med indsatsen i 0-2-nederlaget i Fredericia, hvor Vendsyssel FF for anden gang i denne sæson lagde ryg til, at en modstander kunne hente sæsonens første sejr.
- Jeg er meget skuffet over indsatsen. Man kan ikke forvente at få det hele, når man lægger en halv indsats for dagen. Det hænger ganske enkelt ikke sammen, siger Henrik Pedersen.
Han havde fundet plads til Lucas Jensen på den centrale midtbane, hvor han skulle løbe dybt, og den plan lykkedes nogenlunde godt i de første 45 minutter. Herefter blev VFF-kaptajnen flyttet ud på sin normale position på højreflanken.
- Det gik sådan fint nok, for Lucas fik løbet dybt og truet bagrummet, som var planen. Det var andre elementer i spillet, som ikke fungerede. Vi havde set, at Bizoza skulle spille 6'eren for at få noget mere fysik ind på den position, og den del var også fin nok, men den samlede indsats i første halvleg var ikke godkendt, siger Henrik Pedersen.
Fredericia fik en gylden chance for at komme tilbage i kampen, da der blev begået straffe mod Lasse Steffensen kort efter pausen. Desværre for Vendsyssel brændte Lucas Jensen fra pletten.
- Det er naturligvis også et irritationsmoment, fordi vi vidste, at Fredericia havde smidt to føringer tidligere i denne sæson, og hvis vi havde fået udlignet, kunne vi måske få et mentalt overtag, men i dag var det mest af alt os, der tabte kampen, siger Henrik Pedersen.
- Der var ikke ret meget i den her indsats, som vi kan tage med videre til de kommende kampe, siger Vendsyssel-træneren.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.