Henrik Toft vender hjem til dansk håndbold

Fra sommeren 2023 tiltræder Henrik Toft Hansen på en treårig kontrakt i Mors-Thy.

Henrik Toft Hansen har vundet EM, VM og OL med det danske landshold. Han har desuden repræsenteret en række store europæiske klubber. (Arkivfoto). <i>Franck Fife/Ritzau Scanpix</i>

Henrik Toft Hansen har vundet EM, VM og OL med det danske landshold. Han har desuden repræsenteret en række store europæiske klubber. (Arkivfoto). Franck Fife/Ritzau Scanpix

Håndboldklubberne fra den danske herreliga fortsætter med at hente landsholdsspillere hjem fra udlandet.

Mors-Thy skriver torsdag eftermiddag på sin hjemmeside, at klubben henter Henrik Toft Hansen på en treårig kontrakt.

Stregspilleren, der i dag spiller for Paris Saint-Germain i Frankrig, tiltræder i sommeren 2023.

- Jeg har altid fulgt Mors-Thy Håndbold på sidelinjen og har et fint kendskab og god kontakt til klubben, blandt andet via min bror, Allan. Da vi som familie gerne vil bosætte os i området, og jeg skulle finde ud af, hvor min fremtid skulle ligge, var det nærliggende at forhøre mig om Mors-Thy Håndbolds planer.

- De syntes, at min henvendelse var interessant, og efter nogle gode samtaler over de sidste måneder er det hele faldet på plads, forklarer han.

35-årige Toft begyndte sin seniorkarriere i HF Mors og var med, da klubben spillede sin første sæson i den bedste række i 2004/05.

Karrieren tog ham forbi Aalborg Håndbold, AG København, Hamburg og Flensburg-Handewitt, før PSG satte kløerne i ham for fire år siden.

Mors-Thys cheftræner, Niels Agesen, har store forventninger til sin nye forstærkning.

- Ud over det spillemæssige kan Henrik være medvirkende til at rykke Mors-Thy Håndbold mod nye højder. Han kommer med stor erfaring, lederskab og professionalisme, som jeg forventer både kan forstærke og videreudvikle det dna, som Mors-Thy Håndbold bygger på i dag, siger han.

På landsholdsniveau har Henrik Toft været med til at vinde adskillige medaljer. I hans samling er der blandt andet EM-, VM- og OL-guld.

Den store erfaring vil han dele ud af.

- Jeg kommer med en stor portion erfaring, som skal gives videre til en ung trup med nogle dygtige, unge spillere både på og udenfor banen. Jeg vil gerne være med til at flytte holdet og klubben sportsligt, siger han.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.