fodboldtransfer

Henter klubikon hjem fra superligaklub: - Klubben betyder helt vildt meget for mig

Lars Justesen var ikke et sekund i tvivl, da han fik muligheden for at hente en ægte klubmand hjem

Der er en potentielt stor forstærkning på plads i Hobro.
Der er en potentielt stor forstærkning på plads i Hobro. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 13:37

I de seneste transfervinduer har der været en klar tendens til, at de markante transfers har været salg, men nu begynder Hobro IK også at være leveringsdygtig i bemærkelsesværdige transfers af den indgående slags. 

Således har man tegnet en tre år lang kontrakt med Mikkel Mejlstrup Pedersen, der skifter på en fri transfer fra Randers FC. 

For cirka to år siden vinkede Hobro farvel til sin på daværende tidspunkt største profil. Klubikonet Mikkel Mejlstrup Pedersen havde fået et tilbud om at skifte til Randers FC og dermed spille superligafodbold igen.

Den mulighed ville man ikke stå i vejen for i Hobro. Heller ikke selvom det svækkede holdet markant i et efterår, hvor Mikkel Mejlstrup Pedersens afsked kom til at koste meget for holdets offensive muligheder. 

Nu genforenes Hobro IK med en af klubbens helt store spillere, og det vækker ikke mindst glæde hos hovedpersonen selv. 

- Klubben betyder helt vildt meget for mig, og Hobro IK vil altid have en speciel plads i mit hjerte, fortæller Mikkel Mejlstrup Pedersen til Nordjyske. 

Den 28-årige midtbanemand har ikke helt fået den spilletid, som han håbede på, da han i sin tid skiftede, men han forsøger alligevel at se positivt på sin tid i Randers FC. 

- Jeg har trænet med nogle meget dygtige fodboldspillere. Jeg er blevet matchet hver eneste dag i træningen, så jeg tror og håber, at det er en bedre udgave, der vender hjem til Hobro, siger Mikkel "MP". 

Mikkel Mejlstrup Pedersen var anfører for Hobro, da han senest var i klubben. Arkivfoto: Bente Poder

Han havde også andre muligheder, men Hobro var den oplagte løsning for Mikkel Mejstrup Pedersen. 

- Hobro var hele tiden min førsteprioritet, så selvom der var andre muligheder, så var det kun Hobro, som jeg havde i tankerne. Det giver rigtig god mening for mig at komme hjem til en klub, som jeg elsker, og jeg har lige købt hus i Randers. Jeg skal giftes her om nogle uger, så både på og udenfor banen er det perfekt, at jeg kan komme hjem til Hobro, siger Mikkel Mejlstrup Pedersen

Teknisk chef Lars Justesen har tidligere fortalt, at han var på udkig efter en offensiv spiller, der kunne spille i mellemrum, men med Mikkel Mejlstrup Pedersens hjemkomst, så er Hobro dækket godt ind.

- Mikkel kan sagtens spille en 10'er-rolle hos os, og han er desuden rigtig dygtig til at løbe dybt, så vi får et offensivt våben, der kan være farlig på flere måder, siger Lars Justesen, der aldrig var i tvivl, da muligheden for at hente Mikkel Mejlstrup Pedersen hjem opstod. 

- Når der er en af vores egne, der gerne vil hjem til Hobro i sin bedste fodboldalder, så er vi klar til at modtage ham. 

- Vi får en spiller tilbage, som vi ved er fantastisk for vores træningskultur. Han er bare en god mand at have i en spillertrup, så det bliver pissegodt med Mikkel, siger Lars Justesen. 

Der er stor tiltro til den hjemvendte klubmands niveau, selvom han først træner med holdet lørdag. 

- Hvis vi ender med at have en skadet spiller til søndagens kamp mod OB, så kan jeg sagtens se "MP" starte på banen, siger Lars Justesen. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden