Henter Nordsjælland-anfører: Det blåstempler klubben
Der er noget spændende under opsejling i Vendsyssel FF, hvor man har et godt afsæt til den kommende sæson
VRÅ: Tirsdag bød på sæsonens første fodboldtræning for Vendsyssel FF-truppen, der havde brugt sæsonens første arbejdsdag på den obligatoriske fysiske test.
Vidste man det ikke, ville det være svært at afkode tirsdagens træning som den første fodboldtræning i et godt stykke tid for Vendsyssel FF-spillerne. Der var godt med tempo og nerve i de forskellige spil, og i vanlig Henrik Pedersen-stil blev der straks spillet til to mål med mange taktiske instruktioner som en præmis for øvelsen.
Vendsyssel har sagt farvel til en håndfuld spillere, hvor Tiemoko Konate er den mest navnkundige. De mange afgange kunne skabe en udfordring i forhold til antal spillere i træningen, men her er det tydeligt at se, at Vendsyssel FF er et bedre sted end længe set for klubben. Trods fem afgange er der fortsat masser af spillere i den daglige træning, og dermed lider træningskvaliteten ikke nogen nød.
Med til tirsdagens træning var der et par nye ansigter. Blandt andet 19-årige Oskar Øhlenschlæger, der kommer til fra FC Nordsjælland, hvor han senest har været anfører på klubbens U19 hold. Han kan spille både på den centrale midt og begge kanter. Den bedste position er umiddelbart som en dynamisk felt-til-felt-spiller.
- Jeg vil gerne tage et godt skridt ind i min seniorfodbold. Jeg jagter noget spilletid og noget erfaring. Derfor blev jeg glad, da Vendsyssel kom på bordet, for jeg ved, at det er en klub, der ligger godt i 1. division, siger Oskar Øhlenschlæger, der også peger på klubbens evne til at udvikle unge spillere som en tungtvejende årsag til, at han er endt i Vendsyssel FF.
- Det betyder helt sikkert også meget, at jeg kan se, at klubben er et godt sted at udvikle sig for unge spillere. Jeg har jo også ambitioner, men jeg tror også på, at Vendsyssel er det helt rette sted for mig at udvikle mig, siger Oskar Øhlenschlæger.
Siger en del
Sportschef Søren Henriksen jubler både over tilgangen af Oskar Øhlenschlæger og det faktum, at det lykkes Vendsyssel FF at tiltrække et talent af Øhlenschlægers kaliber til Vendsyssel FF.
- Det siger lidt om, at vi har flyttet os som klub, for det er stort for os, når FC Nordsjællands U19-anfører gerne vil til vores klub, fordi vi har et godt udviklingsmiljø. Det er en blåstempling af vores klub, siger Søren Henriksen.
Han overværede tirsdagens træning, men han blev flere gange afbrudt af en bimlende mobil, når forskellige agenter ville i kontakt med ham. Det er tydeligt, at Vendsyssel FF er blevet et sted, hvor mange spillere kan se sig selv fortsætte karrieren.
Der er efterhånden en del unge spillere, der har taget store positive skridt i Vendsyssel FF. Wessam Abou Ali, Tobias Anker, Marcus Bundgaard, Emil Arendrup og Carl Lange har alle vist en positiv udviklingskurve hos vendelboerne, og den liste må meget gerne få tilføjet Oskar Øhlenschlæger.
- Der vil være en tilvænningsperiode, men jeg er allerede blevet hjulpet godt i gang. Man skal forvente, at jeg kan fremstå som en energisk midtbanespiller, der både skal være god på bolden men også aggressiv i presspillet. Jeg skal have noget hår på brystet, så for mig handler det om at kæmpe for at få flest mulige kampminutter, siger Oskar Øhlenschlæger.
Han havde selskab af forsvarsspilleren Mads Christiansen, og den tidligere Hobro-spiller Emil Seedorff, der træner med i Vendsyssel i denne uge i forsøget på at overbevise klubben om, at de skal have en eller anden form for aftale med klubben.
Det var en tæt på fuldtallig Vendsyssel-trup, der løb rundt på en velplejet bane i Vrå. Midtbanemanden Victor Mpindi var ikke med, men til gengæld var både Anton Søjberg og Zander Hyltoft med. Begge spillere har kontraktudløb om få dage, og lige nu pågår der forhandlinger med de to såvel som anfører Lucas Jensen.
Vendsyssel FF skal allerede i kamp fredag, når man klokken 13 spiller træningskamp på AaB's anlæg. Den kamp kan du se live på norrdjyske.dk, der streamer kampen gratis.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.